Hun studsede ikke nærmere over det, da hun en sommeraften blev stoppet på gaden af en mand i jakkesæt og spurgt, om hun kunne være interesseret i en modelopgave.

Men modelopgaven blev aldrig til noget. I stedet blev hun bedøvet og holdt som sexslave i en kælder - før det til sidst lykkedes hende at flygte, da manden i jakkesættet begik en fejl.

Mødet mellem svenskfødte Frida Farrell og manden var helt tilfældigt.

Det fortæller den i dag 38-årige kvinde i et interview med Huffington Post i forbindelse med, at hun har været med til at producere og selv spille hovedrollen i en film - 'Apartment 407' - som er baseret på hendes egen oplevelse.

Hun var på vej hjem til sin lejlighed i London, hvor hun som 23-årig studerede på en filmskole for at blive skuespiller, da manden i det grå jakkesæt tog kontakt til hende på gaden og spurgte, om hun kunne være interesseret i at komme til en model-casting.

For Frida var det ikke usædvanligt, da hun som teenager havde arbejdet som model, og i begyndelsen virkede alt fint.

Men da hun et døgn efter at have været til audition blev ringet op af manden - der også var fotografen - og bedt om at komme tilbage, blev alt forandret.

Da Frida var trådt ind i lokalet, låste fotografen døren bag hende - og trak en kniv frem.

For Frida var det, som om alt pludselig bevægede sig i slowmotion, og hun bad om lov til at gå på toilettet. Derinde trådte hun op på toiletbrættet og overvejede, om hun kunne klemme sig ud ad det lille vindue i væggen, før hun kom i tanke om, at hun befandt sig i en lejlighed fem etager oppe.

»Jeg var så stille, trak dårligt nok vejret. Jeg ville næppe overleve faldet, og hvis jeg gjorde, ville jeg brække en masse knogler. Så hvad var værst - kniven eller faldet?« husker Frida Farrell, at hun trænkte, fortæller hun til Huffington Post.

Hun besluttede sig for at forsøge at tale med fotografen og få ham til at slippe hende fri.

Det lykkedes ikke. I stedet tilbød han hende et glas med mælk, som hun mistænkte ham for at have puttet et bedøvende middel eller stoffer i. Frygten for kniven gjorde, at hun endte med at drikke det alligevel.

Da hun vågnede, lå hun i en anden lejlighed. Der var ingenting - ud over en stor seng.

Over de næste tre dage troppede flere forskellige mænd op i lejligheden, hvor de misbrugte hende og holdt hende bedøvet med stoffer. Hun var kun halvt ved bevidsthed gennem det, der skete, og det, mændene gjorde ved hende.

Selv vurderer hun, at der var flere end otte mænd, men færre end 20.

Den fjerde nat lykkedes det hende at flygte, da manden i jakkesættet - fotografen - lavede en fejl. Da han forlod lokalet for at vente på den næste kunde, lukkede han døren efter sig, men glemte at låse den.

Hun flygtede ud af lejligheden, nervøs for at nogen ville se hende, og løb halvanden kilometer, før hun stoppede op og søgte hen til en venindes hjem.

Til mediet Oxygen fortæller Frida Farrell - der i dag bor i Los Angeles med sin datter - at gerningsmanden aldrig blev fanget.

Hun har nu været med til at lave filmen 'Apartment 407' - også kaldet 'Selling Isobel' - i håbet om at sætte fokus på menneskehandel og sexslaveri.

»Jeg talte ikke om det i 10 år. Jeg var for flov, jeg skammede mig. Jeg kan ikke anbefale folk at tie stille om det. Jeg anbefaler, at folk taler om det. Jeg tog rollen (i filmen, red.) for ligesom at fortælle verden to gange, at det her er den, jeg er. Virkelig,« forklarer hun.