Norges statsminister, Erna Solberg, fortsætter i spidsen for mindretalsregering efter Fremskrittspartiets exit

Det norske parti Fremskrittspartiet (FrP) forlader Norges regering.

Det meddeler partiets leder, Siv Jensen, på et pressemøde i kølvandet på et møde med statsminister Erna Solberg (Høyre).

Mødet med Solberg blev holdt som følge af en krise udløst af de norske myndigheders hjemtagelse af en kvinde og hendes to børn fra Syrien.

Der er tale om en 29-årig norsk-pakistansk kvinde. Hun er sigtet for at have tilknytning til to militante grupper i Syrien – herunder Islamisk Stat (IS).

Det indvandringskritiske FrP har været imod hjemtagelsen af kvinden.

»Der er samlet set ikke længere grundlag for, at FrP fortsætter i regering. Derfor har jeg i dag meddelt statsministeren, at der heller ikke er grundlag for at lægge en liste frem med krav.«

»Vi har også noteret os de signaler, som de andre regeringspartier er kommet med i forhold til at komme FrP i møde,« siger hun ifølge NRK.

Den norske regering består nu af Høyre, Venstre og Kristelig Folkeparti.

Siv Jensen siger, at partiet stadig ønsker Erna Solberg som statsminister.

»Vi har ikke noget ønske om at udskifte landets statsminister. Vi mener, at Solberg er den rette til også at lede landet fremover,« lyder det.

Den 29-årige norsk-pakistanske kvinde landede sent fredag aften i Norge og blev straks anholdt. Hun er mandag varetægtsfængslet i fire uger.

Solberg kommenterer FrP's udmelding kort efter Siv Jensens pressemøde.

Hun understreger først og fremmest, at hun har tænkt sig at forblive i spidsen for en mindretalsregering.

Hun siger også, at det norske udenrigsministerium havde undersøgt muligheden for kun at bringe børnene hjem til Norge.

Det kunne dog ikke lade sig gøre, siger hun.

»Derfor stod vi et dilemma, hvor mulighederne var at tage dem alle hjem eller beholde dem dernede, hvilket ville udgøre en risiko for kvindens syge femårige dreng,« siger Erna Solberg.

/ritzau/