USAs nyvalgte præsident er forpligtet af Nobels Fredspris, som meget vel kan komme til at definere hans vej mod et godt eftermæle, vurderer lektor i amerikansk historie.

USA: Med sejren i det amerikanske præsidentvalg sikrede Barack Obama sig yderligere fire år til at skaffe sig et godt eftermæle, og hans største mål kan meget vel være at gå over i historien som en stor fredsmægler.

Det vurderer Jørn Brøndal, der er lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet.

- Han indledte jo nærmest sit præsidentembede med at vinde Nobels Fredspris, og jeg tror stadig, at det på en eller anden måde forpligter. Obama har foreløbigt afsluttet én konflikt i Irak, og han har også en ambition om at trække USA ud af konflikten i Afghanistan, siger Jørn Brøndal, der også peger på brændpunkter som Iran og forholdet mellem Israel og Iran som definerende for hans eftermæle.

Obama kan allerede nu, få dage efter sit genvalg, tage et skridt i den retning ved ikke at gentage en fejl, som flere af hans forgængere har begået.

- Flere amerikanske præsidenter har efter deres genvalg været alt for ambitiøse og fået store problemer ud af det. Et godt eksempel er Franklin D. Roosevelt, der efter sin jordskredssejr i 1936 forsøgte at reformere USAs højesteret. Den tidligere så populære præsident blev hårdt kritiseret, og han mistede en masse politisk kapital, fortæller den danske lektor.

I forhold til at sikre sig et godt eftermæle har den anden embedsperiode en stor fordel som den første ikke har, påpeger Jørn Brøndal.

- Med genvalget har Obama fået sin ryg fri. Han skal ikke ud i endnu en valgkamp om præsidentposten og kan nu fokusere på det, som det hele handler om - at gøre en forskel.