Fredsaftale med guerillabevægelse styrker Colombias mulighed for at forhindre regnskov i at blive hugget ned.

New York. Myndighederne i Colombia optrapper indsatsen for at beskytte landets regnskov.

Udbygning af veje bliver standset, og specialenheder er oprettet for at stoppe afskovning af Amazonas.

Tiltagene hænger sammen med en fredsaftale, som regeringen og oprørsbevægelsen Farc indgik i slutningen af 2016.

Medlemmer af guerillabevægelsen har afleveret deres våben og forladt de områder i Amazonas, som tidligere var kontrolleret af Farc.

Dermed kan disse områder indgå i myndighedernes bestræbelser på at slå til mod tømrerfirmaer, som uden tilladelse hugger træer ned.

Militærfly, som før kastede bomber mod oprørerne, kan nu bruges til overvågning og medvirke til at forhindre ulovlige aktiviteter. Flyene kaster også løbesedler ned med budskaber om at beskytte regnskoven.

Det oplyser det norske klima- og miljøministerium. Norge er et af de lande, der støtter Colombias indsats for at bevare regnskoven.

I forbindelse med FN's Generalforsamling i New York mødtes den norske klima- og miljøminister, Vidar Helgesen (H), mandag med Colombias præsident, Juan Manuel Santos.

- Colombia har taget mange kraftfulde greb, for at undgå at regnskoven i landet bliver hugget ned. Men den øgede afskovning i fjor giver grund til bekymring, siger den norske minister.

- Det er godt, at Santos-regeringen nu gør en stor indsats for at standse afskovningen i de områder, hvor der tidligere var konflikt, tilføjer Vidar Helgesen efter at have drøftet emnet med Santos.

Det sydamerikanske land har over 600.000 kvadratkilometer regnskov. Det svarer til cirka 14 gange Danmarks areal.

Både politi og militær medvirker i den skærpede indsats for at stoppe ulovlig fældning af træer.

I de mest sårbare områder er der etableret særlige enheder med politi, forsvar, anklagemyndighed og miljømyndigheder.

Enhederne har blandt andet ødelagt flere ulovligt opførte veje og landingsbaner for fly i regnskoven.

/ritzau/NTB