Frauke Petry forlader Alternative für Deutschland (AfD), der søndag blev valgt ind i Forbundsdagen.

Berlin. Den 42-årige tyske toppolitiker Frauke Petry har tirsdag bekræftet, at hun tager afsked med partiet Alternative für Deutschland (AfD).

Det skriver Bild og flere andre tyske medier.

Dermed forlader hun partiet, der fik et historisk godt resultat ved søndagens tyske valg. Her blev partiet landets tredje største parti og for første gang valgt ind i Forbundsdagen.

Allerede mandag meddelte Frauke Petry, at hun ikke havde tænkt sig at sidde med AfD's parlamentariske gruppe i Forbundsdagen.

- Det er klart, at det her er næste skridt, siger Frauke Petry til tysk presse i Dresden om sin beslutning om at melde sig ud af partiet.

Hun har endnu ikke sat et tidspunkt på sit farvel.

Frauke Petry sikrede sig søndag et direkte mandat til Forbundsdagen, og dermed kan hun nu sidde i parlamentet som løsgænger.

Også Frauke Petrys mand, Markus Pretzell, har tirsdag udmeldt, at han vil forlade AfD, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det kom som en stor overraskelse, da Frauke Petry mandag på et opsigtsvækkende pressemøde offentliggjorde, at hun ikke ville tilslutte sig AfD i Forbundsdagen. Efterfølgende udvandrede hun fra pressemødet.

Frauke Petry har delt partiformandskabet i AfD med Jörg Meuthen, men er i stigende grad blevet kørt ud på sidelinjen af andre topfigurer i partiet.

Heriblandt Alexander Gauland, der allerede mandag nedtonede Frauke Petrys betydning for det EU- og indvandringskritiske parti.

- Det er altid en skam, når et talentfuldt medlem forlader partiet, og Frauke Petry er meget talentfuld. Men jeg må sige, at hun ikke har været til megen hjælp i valgkampen, sagde han mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/