Et mammutskelet, som har indbragt fire millioner på auktion, er blandt de største, der er gravet frem.

Paris. En fransk erhvervsmand har lørdag betalt fire millioner kroner for et mammutskelet, som menes at være det største privatejede af sin slags.

Skelettet er 3,4 meter højt og 5,3 meter langt og står oprejst med dets enorme stødtænder vendt en smule nedad.

Det er imprægneringsselskabet Sopremas administrerende direktør, Pierre-Etienne Bindschedler, der har købt det.

Sopremas logo er nemlig en mammut.

- Vi har tænkt os at udstille det i vores virksomheds lobby, siger han.

- Jeg tror, der er plads nok.

Skelettet er et af de største, som nogensinde er gravet frem.

Det blev fundet i det nordvestlige Sibirien for omkring ti år siden og er ifølge nyhedsbureauet dpa dateret tilbage til den sene pleistocæne epoke, som sluttede for 11.700.

Samtidig er det i fin stand, fordi 80 procent af knoglerne er intakte.

Eksperter mener, at dyret vejede omkring 1400 kilo, da det var i live.

Elefantens fætter var engang blandt de mest udbredte planteædere i Nordamerika og Sibirien, men blev truet på grund af stigende jagt og et varmere klima.

Størstedelen uddøde for 10.000 år siden. Og den sidste lille del forsvandt for 3700 år siden.

/ritzau/AFP