Under en operation skal franske styrker have dræbt en højtstående militærleder fra al-Qaeda.

En højtstående militærleder fra al-Qaeda er blevet dræbt af franske soldater under en militær operation i Sahel-området i Mali.

Det oplyser den franske forsvarsminister, Florence Parly, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Militærlederen, Yahya Abou El Hamame, var angiveligt ansvarlig for kidnapningen af adskillige vestlige personer i Nord- og Vestafrika.

Forsvarsministeriet siger, at han var hjernen bag flere angreb.

Drabet af den højtstående leder blev udført efter, hvad forsvarsminister Florence Parly kalder for en "spektakulær aktion". Det skete efter flere dages jagt på ham, oplyser forsvarsministeren.

Han tilføjer, at den omkring 40-årige leders død "er et hårdt slag mod terroristgrupper i Sahel-området".

I alt 11 "terrorister" - heriblandt El Hamame - blev dræbt i angrebet, oplyser en talsmand fra det franske militær.

Al-Qaeda er et islamisk baseret netværk, der står bag global terrorisme primært rettet mod USA og dets arabiske allierede.

El Hamame blev dræbt torsdag, da franske styrker angreb en kolonne af køretøjer, der var på vej nordpå.

Flere militante blev "neutraliseret" ved angrebet, lyder det fra forsvarsminister Parly.

Gruppen blev ifølge internetordbogen Den Store Danske indledt i årene omkring 1988.

Ud over franske tropper er der omkring 15.000 fredsbevarende styrker i Mali som del af FN-missionen, der kaldes for Minusma.

Danmark har deltaget i missionen siden 2014 og bidrager i øjeblikket med en enkelt stabsofficer. Det fremgår af Forsvarsministeriets hjemmeside.

/ritzau/