De to vigtigste centrale byer i Mali, Diabaly og Doutenza, er blevet generobret af franske og maliske soldater efter at have været i hænderne på al-Qaeda-tilknyttede oprørere i ugevis.

MALI: En konvoj på cirka 30 pansrede køretøjer med omkring 200 franske og maliske soldater rykkede mandag ind i byen Diabaly. Det skete uden megen modstand fra oprørerne, oplyser al Jazeera.

Diabaly, der ligger 350 kilometer nord for hovedstaden Bamako, har i ugevis været tilholdssted for den største gruppe af oprørere, indtil en række franske luftangreb jog dem på flugt.

Franske tv-optagelser fra Diabaly viser udbrændte køretøjer efterladt af al-Qaeda-tilknyttede oprørere midt i ødelagte huse.

- Vi er virkelig taknemmelige for de franske soldater, der ankom i sidste øjeblik, siger indbyggeren Gaoussou Kone til al Jazeera.

- Uden franskmændene ville der ikke alene ikke været en Diabaly længere - snart ville der heller ikke være noget Mali, tilføjer han.

Maliske embedsmænd oplyser, at militante ligeledes har trukket sig fra byen Doutenza, hvor franske og maliske soldater slog til mandag morgen.

Den franske forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, understregede mandag, at arbejdet med at jage oprørerne på flugt vil fortsætte, og at målet er »total sejr«.

- Målet er at generobre hele Mali. Vi vil ikke efterlade nogle huller, sagde han.

Den britiske premierminister David Cameron sagde sent mandag eftermiddag, at han vil overveje at øge hjælpen til det franske militær i kampen mod de militante islamister i Mali. Dog afviser han, at Storbritannien vil tage aktiv del i kampene.

Det er planen, at der skal indsættes 6.000 afrikanske soldater i Mali, men på grund af økonomiske og logistiske problemer er kun 150 af disse ankommet indtil videre.

Senegal, Benin og seks andre vestafrikanske lande yder støtte til missionen og forventes at tage over fra Frankrig. Også Tchad har givet tilsagn om at støtte med 2.000 soldater, oplyser al Jazeera.

Udgifterne til den afrikanske offensiv mod de bevæbnede islamistiske grupper er beregnet til 500 millioner dollar. EU har forpligtet sig til et bidrag på 50 millioner euro.

Gruppen, der står bag den algeriske gidselaktion, har truet med nye aktioner, med mindre militæraktionen i Mali stopper.