Politiet har fundet frem til en række personer, der menes at stå bag drabene på blandt andre tre jødiske skolebørn. To betjente er blevet såret i ildkamp med de mistænkte.

To franske politifolk er natten til onsdag blevet skudt og såret under en aktion ved et hus i en nordlig forstad til byen Toulouse.

Her var betjentene angiveligt på jagt efter en eller flere personer, der er mistænkt for at stå bag drabet på tre børn og en lærer, der mandag blev skudt på en fransk, jødisk skole. Ifølge TV-stationen BBC er en 24-årig mand tilbageholdt i huset, hvor skuddrabet har udspillet sig.

Her skulle den franske indenrigsminister Claude Gueant angiveligt også være til stede.

Politiet opsøgte huset ved tretiden natten til onsdag men ønsker ikke at give flere oplysninger. Ifølge den franske nyhedskanal BFM TV har de formodede gerningsmænd i huset forbindelse til den islamistiske gruppe Forsane Alizza, men dette er dog ikke bekræftet.

Gruppen er i dag forbudt i Frankrig, efter at indenrigsministeren i januar i år beskyldte den for at træne sine medlemmer til voldelig kamp, skriver den franske hjemmeside lexpress.fr.

Dengang sagde inderigsminister Claude Gueant:

- Det er uacceptabelt, at grupper træner personer til væbnet kamp i vores land.

En repræsentant for Forsane Alizza benægtede dengang enhver brug af vold og beskyldte ministeren for at retfærdiggøre sit forbud mod gruppen gennem »ren bagvaskelse og injurier«. Dengang opfordrede gruppen på sin hjemmeside sine støtter til at deltage i en række møder i otte store franske byer. Møderne skulle ifølge The Daily Star Lebanon have til formål at »rekruttere personer med alle evner, men særligt soldater.«

Mandag blev tre børn og en lærer dræbt på en jødisk skole i Toulouse, Gerningsvåbnet er ifølge politiet det samme, som blev anvendt til drabet på tre soldater med henholdsvis nordafrikanske og caribiske rødder i nabobyen Montauban torsdag i forrige uge.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy har tidligere udtalt, at drabene sandsynligvis var racistisk motiveret.