Frankrigs regering tilbyder at droppe omstridt forslag om pensionsalder, hvilket bliver taget godt imod.

Den franske regering har lørdag bevæget sig tættere på fagforeningerne i striden om pensionsalder, som er årsag til omfattende demonstrationer i landet.

Regeringen er kommet med en håndsrækning, da den tilbyder at trække et omstridt forslag, der i praksis hæver pensionsalderen til 64 år, tilbage.

Det rapporterer flere franske medier ifølge nyhedsbureauet dpa.

Premierminister Édouard Philippe er i et brev til fagforeningslederne kommet med forslaget, som er blevet vel modtaget hos dele af modparten.

Ifølge dpa skriver han i brevet, at han er klar til midlertidigt at droppe planen om forslaget, der i praksis ville hæve pensionsalderen til 64 år.

Hidtil har det været regeringens plan, at pensionsalderen på papiret stadig skal være 62 år.

Men til gengæld skulle de økonomiske fordele ved at blive på arbejdsmarkedet to år længere være så klare, at den reelle pensionsalder nærmere ender på 64 år.

Bestræbelserne på at hæve pensionsalderen til 64 år i praksis har tirret fagforeningerne, som kalder reformen "en gave til arbejdsgiverne". De vil have den skrottet.

De mener, at det foreslåede system vil tvinge millioner af folk til at gå senere på pension, end de har forventet.

Baggrunden er, at den franske regering ønsker et nyt pensionssystem, der skal være mere ensartet end det nuværende.

Indtil i dag har der været 42 særlige ordninger for alt fra sømænd til balletdansere. De optjener hver især til pensionen på forskellige måder.

De omfattende strejker har ramt franskmændene hårdt. I mere end en måned har det været forbundet med store problemer at tage toget i Frankrig. Landet har det næststørste jernbane net i Europa.

Trods udmeldingen fra regeringen lørdag har Paris' selskab for offentlig transport meldt ud, at forstyrrelserne i den offentlige transport fortsætter.

/ritzau/dpa