Som led i efterforskning af den yderste højrefløj er ti anholdt for drabsplaner mod politikere, siger kilder.

Paris. Fransk politi har anholdt ti personer på mistanke om, at de havde planer om at dræbe politikere.

Det siger kilder tæt på efterforskningen onsdag.

Anholdelserne er et led i en efterforskning af personer på den yderste højrefløj, siger en kilde til nyhedsbureauet AFP.

Den franske tv-station M6 rapporterer ligeledes, at de anholdte angiveligt havde planer om at angribe politikere. Desuden ville de ifølge tv-stationens oplysninger rette angreb mod blandt andet moskéer.

Ingen myndigheder i Frankrig har officielt bekræftet mediernes oplysninger.

Avisen Le Monde oplyser ikke detaljer om, hvad de ti mænd er anholdt for, men skriver, at fransk politi efterforsker sagen som en terrorsag.

De mistænkte er alle i alderen 17 til 25 år, siger en kilde tæt på efterforskningen til AFP.

De blev anholdt i løbet af tirsdagen i det sydøstlige Frankrig og området omkring hovedstaden Paris, skriver Le Monde.

Ifølge avisens oplysninger anholdt politiet i sommer en 21-årig mand. Han var kommet i politiets søgelys, fordi han var administrator på en Facebook-gruppe, der hylder den norske massemorder Anders Behring Breivik.

Under en ransagning af mandens hjem fandt fransk politi en riffel og to revolvere, skriver Le Monde.

Der blev også fundet materiale med opfordringer til at dræbe indvandrere, jihadister, narkohandlere og andre.

De ti, der er blevet anholdt tirsdag, har alle tilknytning til den 21-årige højrefløjsekstremist, skriver Le Monde.

/ritzau/