Udenrigsministre fra Tyskland og Frankrig kritiserer flygtningeforbud. Theresa May advarer om konsekvenser.

Paris. Frankrig, Tyskland og Storbritannien er ligesom en række andre lande bekymret over flere af de beslutninger, som USA's præsident, Donald Trump, tog fredag.

Her underskrev Trump blandt andet et dekret om, at USA de næste 120 dage ikke vil tage imod flygtninge, indtil nye regler for at vurdere og kontrollere flygtninge er kommet på plads.

Frankrigs udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, tager afstand fra beslutningen.

- Denne beslutning kan kun vække bekymring hos os, siger han efter et møde med den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, i Paris.

- At byde flygtninge, som flygter fra krig, velkommen er vores pligt, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også den britiske premierminister, Theresa May, er bekymret.

I en erklæring udsendt fra Downing Street natten til søndag dansk tid udtaler Theresa May, at hun "ikke er enig" i Donald Trumps stramning af de amerikanske regler for immigration.

Og ifølge May vil hun gribe ind, hvis Trumps stramning påvirker britiske statsborgere.

- Immigrationspolitik i USA er et anliggende for regeringen i USA, nøjagtigt som immigrationspolitikken i dette land besluttes af vores regering, udtaler en talsmand for May ifølge AFP.

- Men vi er ikke enige i denne fremgangsmåde. Og hvis det får nogen indvirkning på britiske statsborgere, så er det klart, at vi vil rette henvendelse til den amerikanske regering.

Med dekretet har Donald Trump udstedt et indrejseforbud for personer fra syv overvejende muslimske lande i 90 dage.

I den periode vil borgere fra Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Iran, Somalia og Libyen blive forbudt at komme ind i USA.

Som følge af Trumps beslutning er flere personer med visum til USA allerede blevet nægtet adgang til at sætte sig om bord på et fly med kurs mod landet.

/ritzau/