Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ønsker europæisk grænsepoliti og et pan-europæisk asylkontor.

Paris. Hvis EU skal overleve, skal det være i en form, hvor medlemslandene forstærker og udbygger deres samarbejde, mener den franske præsident, Emmanuel Macron, der tirsdag holdt en ventet tale om EU.

Blandt andet skal der oprettes et europæisk grænsepoliti og et fælles europæisk asylkontor for at harmonisere procedurer ved asylbehandling, lød det.

- Det er kun med Europa, at vi effektivt kan beskytte vores grænser, og byde dem velkommen, der har brug for beskyttelse, på en værdig måde, og på samme tid sende dem tilbage, der ikke har krav på asyl, sagde han.

I talen advarede Macron om, at antiindvandring og nationalisme går imod idealerne om et fælles Europa - idealer, som voksede ud af tragedierne ved verdenskrigene.

Derfor må EU transformeres grundlæggende, så man i det næste årti står mere sammen og kan stå mod populismen.

- Europa, som vi kender, er for svagt, for langsomt og for ineffektivt.

- Men det er kun Europa, der kan give os mulighed for at handle i en verden med store nuværende udfordringer, lød det i begyndelsen af Macrons tale, der blev holdt på det franske universitet Sorbonne i centrum af Paris.

Den franske præsident understregede igen også sine ønsker om reformer i eurozonen og et langt tættere forsvarssamarbejde i EU.

- I begyndelsen af det næste årti, må Europa have en fælles intervenerende styrke, et fælles forsvarsbudget og en fælles doktrin for hvornår man handler.

- Vi må give EU en fælles civil forsvarsstyrke, lød det fra Macron.

Han ønsker også et fælles budget for EU-landene i eurozonen og pointerede samtidig, at internetgiganter skal betale skat i hele EU.

I talen lød det også fra den franske leder, at han vil åbne det franske militær for europæiske soldater, og mener at andre EU-lande gør det samme.

Han foreslog også et fælles europæisk efterretningsakademi for at styrke kampen mod terrorisme.

Macron lancerede sine idéer om EU's fremtid før forbundskansler Angela Merkel for alvor har indledt forhandlinger om en ny tysk koalitionsregering, hvor hendes konservative CDU-parti vil være svækket i forhold til tidligere.

Dette ventes at vanskeliggøre den reformproces, som Macron ønsker.

/ritzau/Reuters