Emmanuel Macron indleder i næste måned et officielt besøg i USA og skal tale til Kongressens to kamre.

Washington. Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, er inviteret til at tale i USA's kongres, oplyser formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan.

Macron indleder i næste måned et officielt besøg i USA.

- Frankrig er ikke bare vores ældste allierede, men også en af de stærkeste, siger Ryan.

- Jeg ser frem til at byde præsident Macron velkommen til USA's kongres for at tale til de to kamre 25. april.

Præsident Donald Trump vil tage imod Macron i Det Hvide Hus 24. april ved starten af det to dage lange besøg.

- Dette er en særlig mulighed for at udbygge de historiske forbindelser mellem vores lande og at bekræfte vores faste beslutning om at nedkæmpe terror både hjemme og ude i verden, siger Ryan.

Alle franske præsidenter siden Charles de Gaulle har med undtagelse af François Hollande talt til Kongressen.

Det er en ære, der kun overgår USA's nærmeste allierede.

I 1976 holdt præsident Giscard d'Estaing sin tale til de amerikanske politikere på engelsk.

Det er uvist, hvilket sprog Macron vælger. Men han taler flydende engelsk.

Den seneste udenlandske leder, som fik lov at tale til Kongressen, var Indiens premierminister, Narendra Modi, i 2016.

/ritzau/AFP