Frankrigs præsident vil med en app overvåge sine ministres mobiltelefoner.

Grunden er, at han vil holde øje med, om ministerholdet lever op til hans forventninger.

Det afslører den franske avis Le Figaro.

Afsløringerne kommer efter et regeringsmøde 11. september, hvor præsidenten ifølge kilder til avisen skulle have talt dunder for, at ministerholdet skulle stramme sig an.

Særligt problematikken, der vedrører illegal indvandring, var på dagsordenen på mødet, og Emmanuel Macron barslede ifølge Le Figaro med at indføre en strammere kurs overfor illegale indvandrere.

»Jeg kunne have udskiftet alle rundt om dette bord (...) Jeg har beholdt jer, men bedt jer om forandring. Hvis I ikke leverer, skifter jeg jer ud. I har to måneder til at give mening til det, I gør, at kommunikere det ud og at gennemføre reformer,« sagde Emmanuel Macron til mødet ifølge Le Figaro og citeret fra Jyllands-Posten Finans.

Appen er udelukkende til internt brug i regeringen og giver ikke indblik for offentligheden. Ifølge den franske radiostation Europe 1 bliver appen nærmere betegnet som en 'smartphone-app', hvor de pågældende ministre i realtid kan indberette eksempelvis 'implementerede reformer'.

Holder ministrene en tilfredsstillende linje med indførelse af reformer, vil en lille barre være grøn. Trækker reformerne i langdrag, vil barren være rød, fortæller Europe 1.