Søndag eftermiddag blev det centrale Frankrig ramt af en tragedie.

Fire personer omkom i en ulykke, mens tre andre kom til skade.

Det skriver det franske medie La Montagne.

En gruppe på syv personer var på en skitur ved landsbyen Mont-Dore i skiområdet Val d'Enfer i omkring 1.600 meters højde, da en lavine pludselig ramte gruppen – der var fæstet til samme tov, da ulykken indtraf.

En storstilet redningsaktion med deltagelse af 50 personer blev sat i værk, men fire af de forsvundnes liv stod ikke til at redde.

En af de afdøde skulle være den kendte bjergguide, David Vigouroux.

Flere af de syv personer, som for de flestes vedkommende kom fra den lokale skiklub Vichy, blev reddet, fordi de havde en såkaldt lavinereflektor, som hjælper redningsholdene med at kunne finde frem til en person i tilfælde af lavineulykker.

Ulykken skulle ifølge La Montagne være sket udenfor det afmærkede skiområde, idet de syv personer gik i løs sne.

Området er kendt for at være »farligt«, skriver det franske medie.