En række hygiejnetiltag skal sørge for, at franskmændene stemmer ved lokalvalg på trods af coronafrygt.

Søndag bliver der i Frankrig gennemført første runde af lokalvalg, hvor der skal vælges nye byråd i landets omkring 35.000 kommuner.

Lokalvalgene bliver gennemført, på trods af at der i Frankrig er gennemført en række tiltag for at undgå spredning af coronavirus.

Skoler, butikker og sågar franskmændenes elskede caféer er lukket på grund af coronavirus. Men myndighederne har altså besluttet, at valgene alligevel skal gennemføres.

Den franske premierminister, Édouard Philippe, har forsikret borgerne om, at der er taget hånd om hygiejnen.

Vælgerne er blevet bedt om at tage egne kuglepenne med. Desuden er det tilladt at bære en ansigtsmaske, så længe personen bag kan identificeres. Hindrer masken identificering, skal den af.

Der er desuden stationer med håndsprit ved alle valgstederne. Dertil skal vælgerne holde mindst en meters afstand imellem sig, hvilket er markeret med tape på gulvene.

Stemmeurnerne er lavet på en sådan måde, at vælgere slipper for at røre noget.

Men på trods af de mange tiltag, frygtes det alligevel, at mange borgere dropper at sætte deres kryds.

Tre timer efter at valgstederne åbnede klokken 8 søndag, havde 18 procent stemt. Det er næsten fem procentpoint lavere end ved lokalvalget i 2014.

Især i hovedstaden, Paris, var få mødt op. Her havde blot 12,6 procent afgivet deres stemme.

- Man skal stemme, siger Bernard Gallis på 66 år til AFP ved et valgsted lidt uden for Paris.

- Her er ikke nogen mennesker, og risikoen er lav, siger han og peger ud i de tomme stemmelokaler.

Mens den 66-årige og hans kone har afgivet deres stemme, er det ikke tilfældet for deres børn på henholdsvis 40, 36 og 32 år.

De er alle blevet hjemme på grund af frygten for coronavirusset, fortæller Bernard Gallis til AFP.

Anden runde af lokalvalget foregår søndag den 22. marts, hvor der blandt andet skal vælges borgmester i hovedstaden, Paris.

Ved lokalvalgene håber præsident Emanuel Macrons parti, LREM, at kunne vinde frem i lokalsamfundene.

Ifølge Johns Hopkins University, der følger coronaudviklingen tæt, er der 4481 coronasmittede i Frankrig. Virusset har kostet 91 personer i landet livet.

/ritzau/AFP