Et fragtskib er brudt i brand ud for den hollandske kyst.

23 besætningsmedlemmer er blevet evakueret – og en person meldes omkommet.

Det oplyser kystvagten ifølge nyhedsbureauet AFP.

På sin hjemmeside oplyser den hollandske kystvagt, at man omkring midnat modtog en melding fra skibet 'Fremantle Highway' om, at der var udbrudt brand. 

Den hollandske kystvagt er blevet aktiveret. 
Den hollandske kystvagt er blevet aktiveret.  Foto: Hollandse Hoogte/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ombord på skibet, der er cirka 200 meter langt, var 23 besætningsmedlemmer.

På tidspunktet for branden befandt det sig 27 kilometer nord for Ameland.

Den hollandske kystvagt oplyser, at besætningen selv forsøgte at slukke branden – men det lykkedes ikke.

I stedet fortsatte branden med at sprede sig, hvorefter en evakuering blev sat i gang.

»Besætningsmedlemmerne blev reddet ud af helikoptere og redningsbåde. Desværre døde et besætningsmedlem, og flere blev såret,« lyder meldingen fra den hollandske kystvagt.

Skibet driver nu rundt på havet, mens det endnu er i brand.

Det vides ikke, hvordan branden opstod – eller hvordan de tilskadekomnes tilstand er.

Seneste melding fra den hollandske kystvagt lidt efter klokken 09 er, at skibet endnu brænder.

»Bjærgningsfartøjet 'Hunter' har en nødforbindelse til skibet og holder det i en kontrolleret position,« lyder det.

Skibet lagde ifølge skibstrafikovervågningstjenesten marinetraffic.com fra havn i Bremerhaven i det nordvestlige Tyskland klokken 16.45 tirsdag eftermiddag, skriver Ritzau.

Ifølge marinetraffic.com havde skibet kurs mod Port Said ved den egyptiske middelhavskyst.

Skibet sejler under panamansk flag.

B.T. følger sagen.