Måske har Donald Trump 100 millioner gode grunde til at tro på den officielle saudiarabiske forklaring på Khashoggi-mysteriet.

Så mange dollar tikkede nemlig ind på det amerikanske forsvarsministeriums konto samme dag, som USA's udenrigsminister og Trumps højre hånd, Michael Pompeo, ankom til den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, for at få en sludder med den saudiarabiske leder, kronprins Muhammed bin Salman.

Under besøget, der var domineret af varme håndtryk, guldbelagte stole og store smil, sværgede den saudiarabiske kronpins endnu en gang, at hverken han eller resten af den saudiarabiske kongefamilie kender noget som helst til mysteriet omkring den internationalt anerkendte journalist Jamal Khashoggi, der har været forsvundet, siden han 2. oktober gik ind på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet.

Ifølge kilder i den tyrkiske og amerikanske efterretningstjeneste blev den 52-årige journalist, der bl.a. skrev en fast politiske klumme i den anerkendte avis The Washington Post og angiveligt var en torn i øjet på kronprinsen og resten af den saudiarabiske ledelse, først afhørt og siden torteret og dræbt under sit ophold på konsulatet.

I går understregede både præsident Trump og hans udenrigsminister, Michael Pompeo, endnu en gang, at kongefamilien nægter ethvert kendskab til journalistens forsvinden. Samtidig forlanger selv Trumps republikanske partifæller, at Saudi-Arabien bør holdes ansvarlig, hvis landet havde noget med det formodede mord at gøre (intet lig er fundet).

Men Donald Trump forsvarer fortsat kongefamiliens påståede uskyld. Og nu sætter mange spørgsmålstegn ved de 100 millioner dollar, der meget belejligt blev overført selvsamme dag, som udenrigsminister Pompeo besøgte kronprins Muhammed bin Salman.

Officielt er beløbet, der svarer til godt 650 millioner danske kroner, en del af de penge, Saudi-Arabien har lovet USA for at støtte Trump-regeringens fredsbevarende indsats i Syrien. Men det er ikke alle, der tror på den forklaring.

»Jeg tror bestemt ikke, at timingen af den store pengeoverførsel er noget tilfælde,« siger Joshua Landis, der er leder af University Of Oklahomas Mellemøstlige Studier.

Og han fortsætter:

»Jeg tror, det er den kongelige families måde at vise deres taknemmelighed for USA's samarbejdsvilje i forbindelse med Khashoggi-mysteriet.«

Da præsident Donald Trump i går blev spurgt om sin mening i forbindelse med Khashoggi-mysteriet, sagde han:

»Jeg bryder mig bestemt ikke om det, ikke det mindste.«

Samtidig understreger præsidenten dog, at det ikke vil være acceptabelt at aflyse en fremtidig saudsk-amerikansk våbenhandel til en anslået værdi af 700 milliarder kroner.

»Hvis vi trækker os, så står flere andre våbenproducerende lande klar til at tage vores og de mange penge,« forklarer præsident Trump.