Udtalelser om virus udløste en fyreseddel til tv-værten Trish Regan, der tidligere har gjort grin med Danmark.

Den amerikanske nyhedsvært på Fox Business Trish Regan er blevet fyret fra tv-kanalen. Det skriver det amerikanske medie Deadline.

Det sker, efter at Trish Regan er kommet i uvejr for sine omstridte udtalelser om coronavirus.

I sit program mandag den 9. marts rasede Trish Regan mod demokraterne og kaldte coronavirus for et fupnummer.

- Det er endnu et forsøg på at skade præsidenten. Uden tanke på hvilke ødelæggelser de skaber. Tab på aktiemarkedet er for dem bare politiske omkostninger.

- Vi ser venstrefløjen koge over af had. De bruger coronavirus til at dæmonisere og ødelægge regeringen. De er ligeglade med, hvem de skader. Om det så er at skabe massehysteri for at udløse aktiefald og stoppe vores økonomi, sagde Trish Regan.

Hun sagde videre, at coronavirus ikke er værre - faktisk mindre slem - end almindelig influenza.

Det skete dog stort set samtidig med, at andre dele af Fox News-koncernen italesatte alvoren af coronavirus. Ifølge The New York Times skrev Fox News' ledelse til de ansatte:

- Husk at seerne stoler på, at vi er informeret under en krise af denne her størrelse. Vi leverer en vigtig service til vores seere som en ressource for alle amerikanere.

Regan blev efterfølgende taget af skærmen, og her knap tre uger senere står det klart, at hun ikke vender tilbage.

Herhjemme blev Trish Regan især kendt, da hun i 2018 sammenlignede Danmark med Venezuela og kom med en række fejlagtige og misvisende påstande.

Det udløste modsvar fra en række danske politikere.

/ritzau/