Var der fotojournalister, der på forhånd kendte til Hamas' angreb i Israel?
Spørgsmålet er blevet rejst i de seneste dage – og det har tvunget reaktioner frem fra flere store verdensomspændende medier og nyhedsbureauer.
Det drejer sig om AP, Reuters, CNN og The New York Times.
Indtil videre har beskyldningerne resulteret i, at CNN har droppet alt samarbejde med en af de pågældende fotografer.
»Fra og med i dag har vi kappet alle bånd til ham,« lyder det i en udtalelse.
Det har samme har nyhedsbureauet AP gjort.
Men lad os lige vende tilbage til de oplysninger, som faktatjekkermediet – og proisraelske – Honest Reporting har fremlagt om de i alt seks navngivne fotografer, der alle var helt tæt de blodige begivenheder tidligt om morgenen 7. oktober.
»Er det rimeligt at antage, at 'journalisterne' tilfældigvis dukkede op tidligt om morgenen ved grænsen uden forudgående koordinering med terroristerne? Eller var de en del af planen?« som Honest Reporting spørger.
Og mediet sætter spørgsmålstegn ved de Gaza-baserede freelancere Hassan Eslaiah, Mohammed Fayq Abu Mostafa, Yasser Qudih, Ali Mahmud, Yousef Masoud og Hatem Ali.
De var tilsyneladende alle tidligt på dagen helt tæt på begivenhederne, efter at Hamas brød gennem hegnet mellem Gaza og Israel.
»Bedømt ud fra billederne af lynchninger, kidnapninger og angrebet på en israelsk kibbutz, ser det ud til, at grænsen ikke kun er blevet fysisk overtrådt, men også journalistisk.«
B.T. har kigget i arkivet hos billedbureauet Ritzau Scanpix, hvor der via AP og Reuters ligger billeder fra alle seks fotojournalister fra 7. oktober. Det er dem, der kan ses i artiklen her.
Eksempelvis ser det ud til, at fire af dem – Mohammed Fayq Abu Mostafa, Hassan Eslaiah, Yousef Masoud og Yasser Qudih – har befundet sig på det præcis samme sted på samme tidspunkt.
De har således alle taget billeder af en brændende israelsk kampvogn lige ved siden af det gennembrudte grænsehegn.
I arkivet er der også billeder af en folkemængde, der holder det, der angiveligt er en død israelsk soldat.
Helt tæt på er der også taget billeder af israelere, der bliver bortført og kørt bort af Hamas.
Der er billeder fra brændende huse i en kibbutz.
Men det er ikke det hele.
For Honest Reporting fremlægger også et billeder af en af fotograferne, Hassan Eslaiah, hvor han får et kindkys af Hamas-lederen Yahya Sinwar.
Det er Hassan Eslaiah, der nu er blevet fyret af CNN og AP.
»Vi arbejder ikke længere sammen med Hassan Eslaiah, der ind i mellem har været freelancer for AP og andre internationale medier i Gaza,« skriver AP.
Samtidig har alle fire omtalte medier udsendt pressemeddelelser, hvor de afviser på forhånd at have vidst, at Hamas-angrebet ville finde sted.
»Reuters benægter kategorisk, at man havde forudgående kendskab til angrebet, eller at vi havde journalister indlejret hos Hamas,« lyder det i en udtalelse fra Reuters, hvor man samtidig slår fast, at de første billeder, man publicerede 7. oktober, blev taget 45 minutter efter Israels udmelding om, at landet var under angreb.
The New York Times understreger videre, at man fortsat bakker op om fotografen Yousef Masoud.
»Vores gennemgang af hans arbejde viser, at han gjorde, hvad fotojournalister altid gør ved store nyhedsbegivenheder: Dokumenterede tragedien, som den udfoldede sig.«
Alligevel har der også været reaktioner fra politisk side i Israel.
Her har premierminister Benjamin Netanyahus kontor krævet handling fra AP, Reuters, CNN og The New York Times.
Oppositionsleder Benny Gantz, der er gået med i den nydannede kriseregering, skriver på X:
»Journalister, der har vist sig at have haft kendskab til massakren, og alligevel valgte at stå som tilskuere uden at gøre noget, mens børn blev slagtet, er ikke anderledes end terrorister og burde blive behandlet sådan.«
Ingen af de seks fotografer har udtalt sig om beskyldningerne.