Supermodellen Emily Ratajkowski har været en ombejlet kvinde lige siden hun tonede frem nøgen i musikvideoen til monsterhittet 'Blurred Lines' i 2013 og senere spillede elskerinden i filmen 'Gone Girl'.

For med sine dristige kjoler har den 25-årige britiske skønhed ikke været bleg for at vise sine velformede attributter frem - formentlig til stor glæde for store dele af den mandlige befolkning verden over.

Allerede inden Emily Ratajkowski endte på hele verdens læber, var hun en attraktiv model og har i adskillige billedserier overladt ganske lidt til fantasien, men det er imidlertid ikke alle af de billeder, som Emily Ratajkowski synes, at offentligheden skal have adgang til.

For tilbage i 2012 befandt Emily Ratajkowski sig i skudlinjen af fotografen Jonathan Leders kamera stort set uden en eneste trevl på kroppen - på enkelte billeder var hun iført gennemsigtigt lingeri, mens hun på andre var helt nøgen.

Og de hundredvis af billeder, der blev taget med et polaroidkamera, har Jonathan Leader nu offentliggjort i bogen 'Leder/Ratajkowski', hvoraf enkelte også er blevet lagt på fotografens hjemmeside til offentligt skue. Alt sammen uden Emily Ratajkowski selv har givet tilladelse til det.

Det har fået supermodellen til at rase mod fotografen til sine godt 900.000 følger på Twitter.

»Jeg har afholdt mig fra af udtale mig offentligt om de billeder, Jonathan Leder for nyligt har publiceret, fordi jeg ikke vil give ham reklame. Men nu har jeg fået nok,« skriver hun i den første af en lang række tweets.

»Bogen og billederne er krænkende. (...) De billeder bliver brugt uden min tilladelse og er et eksempel på præcis det modsatte af, hvad de står for: Kvinder bestemmer selv, hvornår og hvordan de vil dele deres kroppe,« skriver hun og understreger, at hun ikke har skrevet under på, at billederne måtte offentliggøres, ligesom hun heller ikke fik betaling for billederne, inden hun afslutter:

»Min krop, mit valg.«

Emily Ratajkowski, der er erklæret feminist, har siden hun blev offentlig kendt været fortaler for, at kvinder bør kunne vise sig selv frem på en sexet måde, uden de skal dømmes for det.

Det kom blandt andet til udtryk, da den 25-årige model tog et topløst billede sammen med realitystjernen Kim Kardashian, hvor deres bryster var dækket af en sort bjælke sammen med teksten:

»Uanset hvor seksuel vores kroppe er, har vi friheden som kvinder til at vælge, hvordan vi viser vores seksualitet.«