USA holder vejret i disse dage.

Det sker, efter den tidligere præsident Donald Trump i weekenden kom med en forudsigelse om, at han snart vil blive anholdt. Tirsdag kan det gå helt amok.

»Ulovlige lækager og en korrupt og politisk motiveret statsanklager på Manhattan … indikerer at, uden nogen form for kriminelt er bevist … at den førende republikanske kandidat og tidligere præsident i USA vil blive anholdt tirsdag i næste uge.«

Sådan lød det fra Trump lørdag på hans sociale medie Truth Social.

Historien er voldsom nok i forvejen.

Den tidligere præsident forventer at blive anholdt i en sag om betaling af penge til pornostjernen Stormy Daniels for at tie om hendes seksuelle forhold til Trump, mens han var en gift mand.

Men den blev endnu mere voldsom.

For så skrev Trump også en sætning, der har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange amerikanere, som kan huske opløbet til stormløbet på Kongressen 6. januar 2021.

»Protestér, tag vores nation tilbage.«

Og noget tyder på, at Trumps faste støtter har taget den opfordring bogstaveligt.

Trump-støtter foran den tidligere præsidents hjem Mar-a-Lago i Florida.
Trump-støtter foran den tidligere præsidents hjem Mar-a-Lago i Florida. Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Flere har allerede taget opstilling nær den tidligere præsidents hjem i Florida, Mar-a-Lago.

Og samtidig forventes det, at der vil være protester i New York, hvor sagen om Stormy Daniels bliver ført af den lokale statsanklager.

Men dykker man videre ned i Trump-støtternes online-univers, så viser det, at der er forberedelser i gang, som minder om dem, man så op til stormen på Kongressen.

Blandt andet er et screendump fra patriots.win – et anonymt onlineforum med mindelser om Reddit, hvor Trump er omdrejningspunktet – gået sin gang på sociale medier.

Her skriver en bruger følgende:

'Omring Mar-a-Lago, eller hvor han befinder sig, og forhindr 'politiet' i at komme ind.'

Det bliver modtaget ganske positivt af de flere brugere. Andre diskuterer videre om det, de kalder en 'patriot-voldgrav' om Trumps hjem, og så udvikler debatten sig yderligere.

En stiller spørgsmålet, hvad de skal gøre, hvis myndighederne bruger helikoptere, hvortil en anden svarer:

Donald Trump skrev lørdag, at han forventer at blive anholdt tirsdag i denne uge.
Donald Trump skrev lørdag, at han forventer at blive anholdt tirsdag i denne uge. Foto: Alex Brandon
Vis mere

'Mellemkaliber-rifler er overraskende effektive mod lavtflyvende fly.'

Tager man et nærmere kig i debatten på patriots.win, så er det tydeligt, at mange er oprørte over, at Trump selv mener, han står til at blive anholdt.

Nogle opfordrer til 'strejker over hele landet'. Andre opfordrer til at lukke landet ned – blandt andet ved at 'parkere' biler midt på motorveje.

Og nogle går endnu videre og kalder en anholdelse af Trump for en 'rød linje' og insinuerer, at et væbnet oprør kan bryde ud.

Endnu står det ikke klart, om Trump vil blive anholdt tirsdag.

Men sagen om tys-tys-penge til Stormy Daniels går i en retning af en sag, der kan få konsekvenser for Trump.

USA holder vejret.