En forsvunden radioaktiv kapsel er efter flere dages søgen blevet fundet i det vestlige Australien.

Det oplyser landets minister for nødberedskab onsdag morgen dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kapslen menes at være faldet af en lastbil tilhørende en leverandør til mineselskabet Rio Tinto.

Det skete under transport på en 1400 kilometer lang strækning. Der er endnu ingen oplysninger om, præcist hvor kapslen er blevet fundet.

Den radioaktive kapsel var del af et måleinstrument, som kan måle massefylden i jernmalm. Det er usikkert, hvor længe den har været forsvundet.

Den Tic Tac-formede kapsel er blot seks millimeter i diameter og otte millimeter lang. Den indeholder Caesium-137.

Måleinstrumentet blev hentet af en underleverandør til Rio Tinto-minen 12. januar. Men da instrumentet blev inspiceret 25. januar, var det gået i stykker, og flere smådele manglede.

De australske myndigheder har tidligere oplyst, at de har mistanke om, at vibrationer i lastbilen fik skruer til at løsne sig, hvorefter den radioaktive kapsel faldt ud af sin pakke og herefter ud af en åbning i lastbilen.

/ritzau/Reuters