Forskere har i løbet af sommeren undersøgt bestanden af rensdyr på den norske ø Svalbard.

Resultatet er chokerende.

I løbet af ti uger har forskerne fra Norsk Polarinstitut fundet over 200 døde Svalbard-rensdyr, en særlig race som lever på øen i Nordatlanten.

Så mange døde rensdyr har man aldrig tidligere registreret på Svalbard i de 40 år, bestanden er blevet kortlagt.

De mange dyr er simpelthen døde af sult - primært som følge af klimaforandringer, mener forskerne.

»Det er skræmmende at finde så mange døde dyr. Det er et skrækeksempel på, hvordan klimaforandringerne påvirker naturen. Det er så trist,« siger rensdyrforsker Ønvik Pedersen til NRK.

Ifølge forskerne fra Norsk Polarinstitut har klimaforandringerne få steder haft så stor betydning som på Svalbard. De højere temperaturer førte til, at det regnede så sent som i december, hvor nedbøren ellers tidligere med noget nær statsgaranti faldt som sne.

Og det har været skæbnesvangert for bestanden af Svalbard-rensdyr.

Da temperaturen efterfølgende faldt til under frysepunktet, frøs regnvandet til is, og det betød, at dyrene ikke kunne finde mad på tundraen, hvor de lever.

Svalbard-rensdyrene er i stand til at grave igennem sneen for at finde mad, men isen kan de ikke gennembryde.

Derfor måtte rensdyrene kæmpe om den smule mad, der var at finde - og det gik hårdt ud over de ældste og de yngste af dyrene, som var de svageste.

Situationen var så kritisk, at flere rensdyr er observeret, mens de spiste tang.

Men dyrene kan ikke overleve på tang alene og risikerer endda at få maveproblemer af denne for dem usædvanlige føde.

Forskerne påpeger, at det ikke er unormalt at finde døde Svalbard-rensdyr i naturen, men omfanget er større end nogensinde.

De er chokerede over udviklingen, idet rensdyrene bor langt fra civilisationen og næsten ingen kontakt har med os mennesker. Derfor kan de mange dødsfald ifølge forskerne kun skyldes det mildere klima, som klimaforandringerne har medført, mener Norsk Polarinstitut.

Rensdyrene spiller en vigtig rolle i de arktiske økosystemer i Europa, Asien og Nordamerika, hvor de er den største plantespiser.