Har du nogensinde overvejet, hvordan det ville lyde, hvis en sælunge skulle synge temasangen i Star Wars?

Det er nok de færreste, der har forestillet sig det scenarie, men nu har to biologer rent faktisk lært tre gråsæler at efterligne menneskelig tale samt 'synge' temasangen fra Star Wars og 'Twinkle Twinkle Little Star'.

Det skriver Science Alert ifølge Videnskab.dk.

To biologer, Amanda Stansbury og Vincent Janik fra University of St Andrews i Skotland, har arbejdet med tre sæler ved navn Zola, Janice og Gandalf.

Sælerne har levet i universitetets marinafdeling, hvor de har været overvåget fra fødslen, således at det har været muligt at opbygge sælernes naturlige repertoire af vokaler.

»Studiet giver os en bedre forståelse for evolutionen af læring af vokaler. Det er en evne, der er afgørende for udviklingen af det menneskelige sprog,« forklarer Vincent Janik i en pressemeddelelse fra University of St Andrews ifølge Videnskab.dk.

Træningen bestod i omhyggeligt at lære sælerne at kopiere sekvenser af lyde fra gråsælernes eget repertoire.

Dernæst blev de trænet til at kopiere 'melodier' i deres egne vokaliseringer - et vedvarende kald med skiftende tonehøjde og varierende antal af gentagelser.

Og når de opnåede omkring 80 procents nøjagtighed, gik sælerne videre til at lære nye vokaliseringer - mere menneskelige lyde - ved at ændre ’formanter’. Formanter er fremtrædende frekvensområder i vokalers eller konsonanters lydspektre.

»Det tager flere hundrede forsøg at lære en sæl, hvad vi gerne ville have den til, men når de først får en idé om, at det kan lade sig gøre, kan de kopiere en ny lyd ret godt i første forsøg, fortæller Vincent Janik til Science Alert ifølge Videnskab.dk.

I sidste ende var alle tre gråsæler i stand til at kopiere korte sekvenser af lyde, og særligt sælen Zola lærte at gentage 10 toner af sangen 'Twinkle, Twinkle Little Star'.

Efter at have udgivet pressemeddelelsen har University of St. Andrews modtaget kritiske kommentarer fra læsere, der mener, at sælernes vand ser beskidt ud.

»Bassinerne bliver fyldt og genopfrisket med frisk havvand hver dag, og de er ikke beskidte. Naturligt forekommende tang og alger, som er en del af sælernes naturlige habitat, får lov at danne sig i bassinerne,« skriver universitetet i et svar til kritikerne ifølge Videnskab.dk.

Universitetet skriver også, at sælerne højst bliver holdt i fangeskab i et år, at de bliver overvåget af dyrlæger, og at efterfølgende studier af sælerne viser, at de ikke tager skade af deres tid i fangeskab.

Hør sælerne 'synge' i videoen nedenfor:

Andre artikler på Videnskab.dk