Er du mand og lider af sparsom hårvækst, har du måske længe ærgret dig over, at der ikke er en kur mod skaldethed.

Men nu er videnskaben måske på vej med et gennembrud.

Amerikanske forskere har nemlig fundet ud af, at man ved at benytte et lægemiddel, der hæmmer en bestemt gruppe enzymer, kan få hår til at vokse og blive mere rubust.

Det skriver en forskergruppen fra det amerikanske Columbia University Medical Center, der står bag undersøgelsen, i en artikel i det videnskabelige medie advances.sciencemag.org.

Forskerne har via eksperimenter på både mus og menneskehårsække fundet ud af, at man ved at benytte to forskellige medikamenter, der hæmmer en gruppe enzymer ved navn JAK, kan få hår til at vokse igen hos både mus og mennesker, der lider af hårtab. Og det giver håb for, at der vil kunne findes en kur for både pletskaldethed og skaldethed.

»Hvad vi fandt er lovende, selv om vi endnu ikke har vist, at det er en kur for pletskaldethed,« fortæller Dr. Angelo M. Christiano, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Ifølge Christiano er mekanismen ved at få håret til at vokse igen, at man ved at give JAK-hæmmende  medikamenter også lukker ned for det signal, der sætter gang i det autoimmune angreb, der fører til hårtab ved for eksempel pletskaldethed eller psoriasis.

I studiet viste det sig, at mus og mennesker desuden fik en kraftigere hårvækst, når man også påførte lægemidlet udvortes. Og det tyder på, at JAK-hæmmere ud over at have en indvirkning indvortes også kan fremme hårvækst ved at komme i kontakt med hårsækkende.

Det viste sig, at mus efter en behandling på fem dage med lægemidlerne, fik hår indenfor 10 dage, mens mus i kontrolgruppen ikke fik noget hår i samme periode. Desuden var deres hår både tykkere og mørkere.

Angela Christiano peger dog på, at der endnu er et stykke vej før, forskningen for alvor kan bruges.

»Der skal foretages mere forskning for at teste, om JAK-hæmmere kan fremme hårvækst hos mennesker ved at bruge lægemidler specielt udviklet til hovedbundet,« siger hun til Columbia Universitys hjemmeside.