En lille japansk ø i Stillehavet har vist sig at gemme på en række værdifulde mineraler, som potentielt kan ændre hele Japans økonomi.

Det skriver flere internationale medier, herunder CNN og The Wall Street Journal.

En række forskere har undersøgt intet mindre end 16 milloner tons mudder ved den japanske ø Minamitorishima, som ligger godt 1.800 kilometer sydøst for Tokyo, og det viste sig altså at være en rigtig god idé. Det fremgår af et nyt studie, der er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature for nylig.

Forskerne har undersøgt et område på godt 965 kvadratkilometer havbund, og i studiet konkluderer man, at der er et 'enormt potentiale' i netop mudderet i det området som en kilde til det, der kaldes sjældne jordarters metaller, også kaldet REE. I studiet vurderer man samtidig, at der i det undersøgte område findes de såkaldte sjældne jordarters metaller yttrium, europium, terbium og dysprosium i så store mængder, at det potentielt kan forsyne hele verden i flere hundrede år.

'Research-området blev estimeret til at kunne forsyne verden med yttrium, europium, terbium og dysprosium i henholdsvis 780, 620, 420 og 730 år, og har potentialet til at forsyne verden med disse metaller på semi-uendelig basis,' lyder det i studiet.

Stofferne bruges blandt andet til en række tekniske produkter som lasere, billedrør og pærer.

På verdensplan sidder Kina på langt størstedelen af verdens sjældne jordarter, og derfor kan dette fund ved den japanske ø få potentielt meget stor økonomisk betydning, hvis det lykkes Japan at udvinde og udvikle de værdifulde jordarter.

»Det her er en 'game changer' for Japan,« siger Jack Lifton, der er grundlægger af det amerikanske Technology Metals Research LLC til The Wall Street Journal. Virksomheden konsulterer blandt andet tech-virksomherder, og investorer,  der er ude efter disse sjældne jordarters metaller.

Læs også: Kinesiske tech-selskaber overgår alt, du før har set: ’Man er nødt til at få øjnene op for det, der er ved at ske'

»Kapløbet om at udvikle disse ressourcer er allerede i gang,« tilføjer Lifton.

Selvom fundet ved Minamitorishima kan vise sig at blive en stor økonomisk gevinst for Japan, kan der dog være lang vej igen, påpeger Tom Crafford fra United States Geological Survey, der undersøger geologiske forhold. Ifølge ham kan det nemlig blive svært at nå den værdifulde mudder, og der udover vil det sandsynligvis også have store miljømæssige konsekvenser at få fat i de sjældne jordarters metaller.