Vi tager lige størrelsen først.

For den breder sig over et område svarende til næsten 200 kvadratkilometer – det er sådan cirka lidt mindre end Roskilde Kommune.

Ved kysten ud for Australien har forskere fra flere forskellige universiteter fundet det, der nu er blevet klassificeret som verdens største plante. Det skriver BBC.

Der er tale om en form for søgræs, der stille og roligt har spredt sig fra et enkelt frø igennem de seneste 4.500 år.

Og i virkeligheden var det et rent tilfælde, at forskerne gjorde opdagelsen, for målet for undersøgelsen af søgræsset var faktisk det stik modsatte:

At finde ud hvor mange planter, der egentlig befandt sig i den massive undervandseng ved Shark Bay.

»Svaret blæste os fuldstændigt bagover, for der var kun en,« siger Jane Edgeloe fra University of Western Australia, hovedansvarlig for forskningen, hvor blandt andet 18.000 såkaldte genetiske markører fra det kolossale bevoksede område blev gransket.

Eller som en anden forsker, Martin Breed fra Flinders University udtrykker det hos Guardian: »Vi tænkte 'hvad fanden foregår der?' Vi var fuldstændig forvirrede.«

Opdagelsen har også vist, at søgræsset har kunnet vokse og vokse, selvom forholdene har været vidt forskellige i det område, den har bredt sig ud over.

Som en tredje af forskerne, Elizabeth Sinclair, siger:

»Den er tilsyneladende utrolig hårdfør, da den har været udsat for en stor vifte af temperaturer samt ekstremt høj belysning, der samlet set ville være særdeles stressende for de fleste planter,« siger hun.

Plantens latinske navn er Posidonia australis.