Lyt til artiklen

Drop sodavand, kakao, juice eller andre former for søde drikke. Nøjes med mælk og vand til at slukke børnenes tørst med.

Sådan lyder budskabet fra en række amerikanske børne- og hjertelæger i nogle nye strikse retningslinjer, skriver New York Times.

Retningslinjerne er lanceret for at undgå overvægt blandt børn og unge.

Overvægt er et stigende problem i USA - og ikke mindst herhjemme.

I Danmark udgør antallet af overvægtige eller svært overvægtige børn og unge lige nu mellem 10-25 procent af alle mellem 4 og 18 år.

Forskerne mener ikke, at børn skal indtage sodavand eller søde drikke de første fem år af deres liv.

De frygter, at de søde drikkevaner hos børnene tidligt i livet kan føre til alvorlige sygdomme på sigt.

Som f.eks. type 2 diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Faktisk er det op mod halvdelen af de to til fem-årige, der i USA drikker søde drikke hver dag, som af forskerne betegnes som ‘tomme kalorier’.

Forældre rådes i det hele taget til at tjekke varedeklarationen bag på juicekartoner og saftevand for at sikre, at de ikke indeholder store mængder sukker.

Håbet er, at børn tidligt i livet anlægger gode vaner, og at de primært vil slukke tørsten i vand, når de bliver voksne.

Børnelæge med speciale i overvægt på Holbæk sygehus, Jens-Christian Holm har tidligere sagt det samme til B.T.