Det var ved at sammenligne de mere end 30 år gamle billeder, at gennembruddet kom.

Og på den måde har forskere nu opdaget det, der betragtes som vulkansk aktivitet på Jordens naboplanet, Venus.

For første gang nogensinde.

»Jeg forventede faktisk ikke, at det skulle blive succesfuldt,« erkender manden bag studiet, professor Robert Herrick fra University of Alaska Fairbanks i en udtalelse fra NASA.

Det er her, at vulkanen Maat Mons befinder sig på Venus.
Det er her, at vulkanen Maat Mons befinder sig på Venus. Foto: NASA
Vis mere

Det var billeder taget fra 1990-92, der afslørede, at den vulkanske åbning – Maat Mons – havde ændret form og var vokset markant i størrelse, hvilket først blev opdaget efter 200 timers manuelt arbejde.

»Jeg så to billeder fra det samme område, der var taget med otte måneders mellemrum, som viste tydelige geologiske forandringer forårsaget af et udbrud,« som professor Robert Herrick forklarer.

Ifølge NASA kan opdagelsen af en aktiv vulkan være med til at øge forståelsen af, hvordan en planets indre påvirker det ydre.

Og som igen kan være med til at påvirke muligheden for evolution og muligheden for liv på en planet.

Venus kaldes ofte Jordens onde tvilling, fordi den har cirka samme størrelse, men har udviklet sig i en helt anden retning med vulkanske sletter og er dækket af en tyk gul atmosfære bestående af svolsvsyre.

Derfor har der ikke været mange missioner til planeten, men NASA meddeler, at der inden for et årti vil blive sendt en ekspedition, Veritas, afsted, der skal undersøge planeten nærmere.

»Nu hvor vi er ret sikre på, at der har været vulkansk aktivitet for kun 30 år siden, er det bare en lille forsmag på de fantastiske opdagelser, som Veritas vil gøre,« siger professor Robert Herrick.