Selvom coronasmittede Donald Trump adskillige gange har udtalt, at han har det fremragende, tyder en video af præsidenten på, at det ikke er hele sandheden.

Det mener Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

»Man kan se på de billeder, der kom ud i nat (natten til tirsdag, red.), hvor han går op ad en trappe og helt åbenlyst bliver stakåndet,« siger han til Berlingske og tilføjer:

»Man kan se, at han gisper efter vejret.«

Trump tog sin maske af, da han 5. oktober vendte tilbage til Det Hvide Hus efter flere dages indlæggelse.
Trump tog sin maske af, da han 5. oktober vendte tilbage til Det Hvide Hus efter flere dages indlæggelse. Foto: KEN CEDENO
Vis mere

Problemer med vejrtrækningen er et af de symptomer, som coronavirus kan medføre. Dermed kan det altså tyde på, at præsidenten – trods sine modstridende meldinger – ikke er helt rask endnu.

Donald Trump blev fredag testet positiv for covid-19 og udviklede kort efter både hoste og feber.

Natten til lørdag blev den amerikanske præsident indlagt på Walter Reed National Military Medical Center, men efter blot tre døgns indlæggelse blev han igen udskrevet.

Selvom han ikke er helt ovenpå, lever han op til kriterierne for udskrivelse, lød det kort inden udskrivelsen fra præsidentens læge, Sean Conley.

Jens Lundgren påpeger dog, at det er højst usædvanligt, at en person kan forlade hospitalet så tidligt efter at have været indlagt med virussen.

B.T.s USA-ekspert, Annegrethe Felter Rasmussen, udtalte da også, kort efter det blev offentliggjort, at Donald Trump skulle udskrives, at præsidenten nok selv har haft en finger med i spillet i forbindelse med den beslutning.

»Hans læger siger, at han ikke er uden for fare, og det vil sige, at det nok snarere er præsidenten, der har tvunget lægerne til at udskrive ham til Det Hvide Hus, så han kan fortsætte sin behandling der. Han har fremtvunget sin vilje, og det er typisk for Trump,« sagde hun.

Videoen af Donald Trumps besværede vejrtrækning, som du kan se øverst i denne video, tyder da også på, at præsidenten måske ikke burde have været udskrevet. I hvert fald viser den, at han ikke er helt rask endnu.

»Jeg ville være bekymret for hans sundhedstilstand i øjeblikket,« sagde Jens Lundgren tirsdag til Ritzau.

Donald Trump står lige nu midt i en valgkamp mod demokraten Joe Biden, hvor han kæmper for at fortsætte som USA's præsident i endnu en fireårig periode.

Præsidentvalget finder sted 3. november.