Betjente torturer tre indiske mænd med det mål, at de tilstår i bestialsk voldtægtssag, hævder deres advokat. Torsdag skal de tilbage til retslokalerne i New Delhi.

INDIEN: - De er alle blevet tortureret forfærdeligt.

Sådan siger en advokat om sine tre klienter, der anklages for bortførelse, voldtægt og mord på en 23-årig kvindelig studerende, og som henrettes, hvis anklageren får sin vilje i sagen.

Advokaten siger, at den ene af de tre klienter er så hårdt medtaget efter politiets brutale behandling, at han ikke kan tale.

- Den 22-årige dreng blev samlet op i sin landsby. Han er blevet tortureret i 10 dage med det mål, at han tilstår. Han er ikke i stand til at tale nu, siger advokaten, Manohar Lal Sharma, ifølge BBC.

Talsmanden for politiafdelingen i New Delhi nægter ifølge det britiske medie at kommentere advokatens bemærkninger.

Manohar Lal Sharmas tre klienter er blandt fem tiltalte i sagen. De fem, samt en sjette, hvis alder opgives til 17 år, og som får sin sag behandlet ved en ungdomsdomstol, samlede i december Jyoti Singh Pandey og hendes kæreste op i en bus, da de var på vej hjem fra en biograf.

Kort efter begyndte et timelangt mareridt, hvor kvinden blev seksuelt mishandlet, banket med jernstænger og til sidst smidt af bussen sammen med sin kæreste.