En pakistansk by vil hellere huskes for sin kommende forlystelsespark end som værende Osama bin Ladens sidste gemmested.

PAKISTAN: Abbottabad skal ikke huskes som byen, hvor amerikanske specialstyrker en majdag for snart to år siden dræbte al-Qaeda-lederen Osama bin Laden.

Det mener myndighederne i den nordpakistanske Hazara-region, der vil bruge 165 millioner kroner på at få opført en forlystelsespark ved foden af Abbottabads Himalaya-bjerge. En park, der efter planen skal stå klar om fem år, og som skal byde på alt fra en zoologisk have til bjergklatring og paragliding, lover viceprovinsminister Jamaluddin Khan ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske Navy SEALs under en operation, som udstillede Pakistans militær, der havde et akademi nær al-Qaeda-lederens gemmested i Abbottabad, og som ikke mindst belastede den strategiske alliance mellem Washington og Islamabad.

Fra amerikansk side var der mistanke om, at den pakistanske efterretningstjeneste holdt hånden over al-Qaedas øverste mand, hvilket Islamabad flere gange har afvist.

Lokale myndigheder i Abbottabad har revet den store, hvide villa ned, hvor Osama bin Laden gemte sig, og håber, at forlystelsesparken kan lokke indbyggere til området, som mange er flyttet fra siden opgøret i 2011.