Islamisk Stat har arbejdet på at smugle sprængstoffer om bord på fly skjult i elektronik, siger tv-station.

Washington. Det var en trussel fra Islamisk Stat (IS), som fik USA til at forbyde flypassagerer at medbringe elektronik, der er større end en smartphone, når de flyver over Atlanten.

Det oplyser tv-stationen ABC.

- Islamisk Stat har arbejdet på at finde måder, hvorpå gruppen kunne smugle sprængstoffer om bord på fly ved at skjule dem i elektronik, siger amerikanske kilder til tv-stationen ABC.

Rapporterne er blevet opfattet som "pålidelige" og "troværdige" i det amerikanske udenrigsministerium.

- De nye restriktioner er baseret på "evaluerede efterretninger", siger BBC's sikkerhedskorrespondent, Frank Gardner.

Onsdag er USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, vært for et todages møde for ministre og højtstående embedsmænd fra 68 lande, hvor trusler fra Islamisk Stat skal diskuteres.

Fra Danmark deltager udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Mødet i Washington er det første fulde møde i den amerikanskledede koalition siden december 2014.

USA har forbudt bærbare computere og tablets i kabinen på passagerfly fra ti forskellige lufthavne i otte lande i primært Mellemøsten og Nordafrika.

De nye krav betyder, at telefoner, tablets og bærbare computere med en længde på over 16 centimeter, en bredde på over 9,3 centimeter og en dybde på 1,5 centimeter fremover skal tjekkes ind og opbevares i flyets lastrum - ikke i kabinen.

Det gælder fra lufthavne i Jordan, Egypten, Tyrkiet, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Marokko og Qatar.

Formentlig vil omkring 50 flyvninger dagligt blive ramt af de amerikanske restriktioner.

/ritzau/AFP