Billedet af forsvundne Madeleine McCann skal sælge billige rejser

185 kroner i rabat på din næste ferie, lokker rabatsitet VoucherDigg med. Samtidig mødes brugerne af et stort barnligt smil fra ferieparadiset Algarve.

Smilet tilhører engelske Madeleine McCann, der den 3. maj 2007 kort før sin fire-års fødselsdag forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal. Den nu ni-årige pige er endnu ikke blevet fundet, men billedet af hendes store smil taget samme dag som hendes forsvinden er verdenskendt.

Det har været i alverdens medier, klistret på lygtepæle, på nettet, i supermarkeder og stort set alle steder, hvor forældrene Kate og Gerry McCann har kunne forestille sig, at det kunne blive set, så deres lille pige måske blev genkendt og kunne komme hjem til familien i England.

Nu har rabatsitet VoucherDigg taget billedet til sig og bruger det som trækplaster til tilbuddet om billige rejser.

Familien raser over misbruget af billedet af deres datter. De har derfor sat et af Londons dyreste advokatfirmaer på sagen og vil nu hive websitets bagmænd i retten. Det skriver Daily Star.