Et muslimsk fransk par blev i august forældre til en søn, de siden har døbt 'Jihad'. Det skaber nu debat i Frankrig, hvor en fransk dommer skal tage stilling til, om drengen kan beholde sit navn.

Det skriver BBC.

I Frankrig er det ikke ulovligt at kalde sit barn Jihad, og andre drenge har tidligere fået lov til at beholde netop det navn. Men set i lyset af, at Frankrig er et af de lande, der har været hårdest ramt af islamistiske terrorangreb de seneste år, skal navnet altså nu vurderes igen i retten, fordi det har et potentielt link til terrorisme, skriver The Mirror.

Det franske par er fra byen Toulouse, og det er myndighederne i byen, der har ladet sagen gå videre til Frankrigs chefanklager, efter forældrene var mødt op på rådhuset i Toulouse for at navngive deres søn 'Jihad'.

Hvis en dommer finder det rigtigt, kan det franske forældrepar blive beordret til at give deres søn et andet navn end 'Jihad'.

Ifølge forældreparret betyder 'jihad' på arabisk ikke nødvendigvis 'hellig krig', men 'indsats' eller 'kamp'. Ordet 'jihadist' bliver dog ofte brugt til at beskrive militante islamister og terrorister som de, der kæmper for terrororganisationen Islamisk Stat.

Det er ikke første gang Frankrig oplever problemer med navnet Jihad. Tilbage i 2013 fik en mor fra den franske by Nimes ifølge BBC en måneds betinget fængsel samt en bøde, efter hun havde sendt sin tre-årige søn ved navn Jihad i skole i en noget kontroversiel t-shirt med teksten: 'Jeg er en bombe' og 'Jihad, født 11. september'.

Dommen havde dog ikke noget med barnets navn at gøre, men refererede til den provokerende t-shirt.

Ifølge BBC har militante islamister været skyld i 230 menneskers død siden 2015.

Ifølge Ankestyrelsen er Jihad et godkendt drengenavn i Danmark.