En canadisk mor lod som om, hun var sin datter, for at lokke en mistænkt sexforbryder i en fælde. Nu risikerer hun at blive sigtet for at have begået selvtægt.

Den canadiske kvinde besluttede sig angiveligt for at tage sagen i egen hånd, da hun for omkring seks uger siden opdagede nogle eksplicitte beskeder på sin blot 13-årige datters telefon.

Det skriver det lokale medie CTV News.

Beskederne var blevet sendt til datterens profil på det sociale medie Instagram af en fremmed mand på 28 år. Kvinden - hvis identitet holdes hemmelig for at datteren ikke kan identificeres - kontaktede derefter politiet for at få dem til at se på sagen, men ifølge kvinden ville politiet intet gøre.

Efterhånden som dagene og ugerne gik, blev moderen desperat for at finde en løsning og sætte en stopper for manden. Hun besluttede sig derfor for at udgive sig for at være sin datter og inviterede manden hjem til deres hus i Port Alberni.

»Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre,« forklarer hun til CTV News.

Ifølge kvinden spurgte hun politiet, om de ville være til stede i hjemmet, til når manden ankom, så han kunne blive anholdt, men politiet ville angiveligt ikke hjælpe.

Da manden ankom til hjemmet, stod moderen derfor klar sammen med sin datters stedfar og en anden mand. Da den mistænkte mand nærmede sig kvindens datters værelse, konfronterede hun ham og slog ham, før datterens stedfar og den anden mand fik ham lagt ned på gulvet og bagbundet.

Derefter filmede de tre manden i en video, som de viste direkte på Facebook.

»Han ankom til mit hjem for at mødes med min 13-årige datter og for at være sammen med hende. Han ville være hendes første,« kan man ifølge CTV News høre kvinden sige i videoen.

»Vi fucking tacklede ham og bagbandt ham og ringede til politiet,« tilføjede kvinden.

Da politiet ankom til familiens hus, fortalte betjentene ifølge kvinden, at hun, stedfaderen og den tredje mand, der havde hjulpet til, blandt andet kunne blive sigtet for vold. Den mistænkte sexforbryder blev taget med af politiet.

Til CTV News fortæller korporal Amelia Hayden fra Port Alberni Royal Canadian Mounted Police, at det er korrekt, at kvinden tidligere har opsøgt politiet, fordi manden angiveligt forsøgte at komme hjem til kvindens mindreårige datter.

»Politiet opfordrede hende til ikke at tage sagen i egne hænder, da vi efterforskede sagen. Hun blev bedt om ikke at mødes med ham,« fortæller Amelia Hayden.

Ifølge korporalen har manden, der blev fanget, været i politiets søgelys siden marts, men kvindens indblanden i sagen kan have ødelagt politiets efterforskning.

»Selvtægts-handlinger som denne er ikke kun ulovlige og udsætter folk for fare, men de kan også potentielt kompromittere den oprindelige efterforskning. Det har ikke løst problemet, men skabt et andet,« siger hun.

Den canadiske mor og hendes datters stedfar fortæller, at de er bekymrede over, at de nu kan blive sigtet i sagen, men de forklarer, at de følte, det var nødvendigt at gøre noget - også for at advare andre i området mod manden, så børnene på den måde kan beskyttes mod ham.

Manden, der blev taget med af politiet, er ikke sigtet i sagen, men ifølge Amelia Hayden er han fortsat under mistanke, og efterforskningen af sagen fortsætter.