For bare ti år siden var forholdet elendigt. Faktisk kunne det ikke blive meget værre.

Men ved nærmest et trylleslag virker alt forandret. Og det er, på trods af at fortiden stadig spøger.

Overskriften på artiklen fra 16. august 2011 fra Ritzau lød:

'Dansk handel med Indien på frysepunktet.'

Med andre ord kunne forholdet mellem lille Danmark og det næststørste land i verden målt på indbyggere, Indien, nærmest ikke være mere ringe.

En sag fra 1995 var blevet stopklods.

Her havde den danske mand Niels Holck ifølge de indiske myndigheder smuglet våben til en oprørsgruppe i den indiske delstat Vestbengalen, hvor storbyen Kolkata er hovedby.

Fra et fly skulle Holck have deltaget i at smide adskillige ton våben ud med det formål at vælte den demokratisk valgte regering i delstaten.

Niels Holck tilbage i 2014.
Niels Holck tilbage i 2014. Foto: Christian Liliendahl
Vis mere

Det indledte en årelang kamp mellem Danmark og Indien, som fortsat ulmer, når den danske statsminister Mette Frederiksen tirsdag og onsdag tager imod den indiske premierminister Narendra Modi.

»Det er et besøg, som rummer enorme muligheder for Danmark og dansk erhvervsliv,« siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Petersen til B.T.

»Indien er et gigantisk marked. Og Danmark har mange ting at byde på, som inderne kan bruge. Der skal arbejdes for det, men der kan ligge mange milliarder og vente,« siger han.

Vejen til det officielle statsbesøg fra Indien og en af verdens mest magtfulde statsledere i form af Modi har været hård og lang.

For Indien har ikke glemt Niels Holck. Og de har ikke glemt, at de gerne vil have ham udleveret til retsforfølgelse for det, man i det enorme land kalder terrorisme.

Lige siden 1995 har Danmark modarbejdet en udlevering af Niels Holck. Og selv de danske retsinstanser har sagt fra, da man frygter de forhold, Niels Holck potentielt kan komme til at sidde under, hvis han skal i fængsel i Indien.

Så sent som i september sidste år udtrykte den indiske udenrigsminister under et besøg i Danmark ønske om at få udleveret Niels Holck. Og Danmark har da også åbnet for muligheder for at få Holck sendt til Indien – muligvis under helt særlige forhold, hvor danskeren skal sidde i et alternativt fængsel, hvor hans sikkerhed kan garanteres.

Selvom forholdet mellem Danmark og Indien har været elendigt i en årrække, er der begyndt at ske noget.

Det var med store smil, pomp og pragt, da statsminister Mette Frederiksen sidste år var på besøg i Indien. Her er hun med premierminister Modi.
Det var med store smil, pomp og pragt, da statsminister Mette Frederiksen sidste år var på besøg i Indien. Her er hun med premierminister Modi. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og specielt med statsminister Mette Frederiksen er der blødt gevaldigt op.

Således var den danske statsminister på besøg i New Delhi i efteråret 2021. Det var ikke sket siden 2008.

Og glæden og stoltheden fra den danske statsminister var da heller ikke til at tage fejl af.

»Besøget er en understregning af det stærke bilaterale forhold, som Indien og Danmark har etableret,« sagde Mette Frederiksen i en udtalelse inden besøget, hvor de helt store smil, pomp og pragt var fundet frem.

Selvom Niels Holck-sagen langtfra er glemt, så er dagens besøg fra Narendra Modi markant. Danmark og Indiens forhold har sjældent været bedre. Og det kan blive milliarder værd.

»Nu er jeg ikke ekspert i international politik, men det er svært at se andet, end at Modis besøg er et tegn på, at det går rigtig godt mellem Danmark og Indien,« siger Jacob Petersen.