»Respektløst.« »Krænkende.« »Racistisk.«

Den norske finansminister Siv Jensen fra Fremskrittspartiet er løbet ind i hård modvind, efter hun i weekenden mødte op til en efterårsfest i Finansdepartementet iført et indianer-kostume.

Det skriver flere norske medier - blandt andet VG og Nettavisen.

Udklædningsfesten havde tre temaer, man kunne vælge mellem: 'Superhelte', 'fantasy' og 'det vilde vesten'. Siv Jensen, der også er partiformand, valgte derfor at trække i et indianerkostume og forevige det med et billede på Instagram.

Det førte hurtigt til, at hun begyndte at modtage massiv kritik, idet flere mente, at hun med indianerkostumet var respektløs over for en gruppe mennesker, der har været undertrykt i mange hundrede år.

'Skam dig! Ved at gøre det her, gør du nar af et urfolk (de oprindelige folk, der boede i et område først, red.) som fortsat er i live. Indianere i hele USA er i flere hundrede år blevet undertrykt. De var slaver i 300 år, blev voldtaget, dræbt, og de blev tvunget til at blive hvidvasket ved at klippe deres hår og skifte deres traditionelle tøj ud. Ved at iklæde dig dette såkaldte 'kostume' viser du lidt til ingen respekt for urfolket i USA,' skriver blandt andet brugere 'pianatalia', mens 'smarsipandet' skriver:

'Det er ikke fint at klæde sig ud som indianer. Som repræsentant for Norge burde de vide bedre end at iklæde dig andre kultur. Indianere har gået - og går fortsat - gennem helvede. Du kan ikke klæde dig ud som dem, bare fordi du føler for det. Du har ikke gennemgået det, de har, så du har ingen ret til at klæde dig som dem.'

En tredje bruger, 'isabelhylin', skriver:

'At klæde sig ud som indianer er det samme som at lave et 'blackface' (der er et udtryk, som typisk bruges, når ikke-sorte farver deres ansigt mørke, hvilket har fået kritik for at bidrage til spredningen af racemæssige stereotyper, red.). Sygt racistisk og krænkende.'

ARKIVFOTO af Siv Jensen med den norske statsminister Erna Solberg.
ARKIVFOTO af Siv Jensen med den norske statsminister Erna Solberg. Foto: LARSEN, HAKON MOSVOLD
Vis mere

Det er dog ikke kun folk på Instagram, der har kritiseret finansministerens udklædningsvalg.

Også den nyvalgte præsident for Sametinget, der er en national folkevalgt forsamling for samer i Norge, Aili Keskitalo, mener, at antrækket er respektløst.

»Urfolks kulturer og værdifulde symboler burde ikke bruges som kostumer. Desværre hænger dette endnu ved fra en slags kolonistholdning,« siger hun til VG.

Også den norske skuespiller Ulrikke Falch - der især er kendt for rollen som Vilde i den populære tv-serie 'Skam' - har langet ud efter antrækket, som hun kalder 'et eksempel på kulturel appropriation' (hvor man 'låner' elementer fra en kultur og tager ind i en anden kultur, red.).

»Uden nogen som helst kulturel, religiøs eller historisk forståelse for, hvad urfolk verden over har været udsat for, så er dette et stødende kostume. Menneskers kultur er ikke et kostume,« siger hun blandt andet.

Skuespiller Ulrikke Falch ses her som nummer to fra venstre i den populære serie 'Skam'.
Skuespiller Ulrikke Falch ses her som nummer to fra venstre i den populære serie 'Skam'. Foto: NRK
Vis mere

VG har kontaktet Siv Jensen om en kommentar angående indianerkostumet, og hendes statssekretær Petter Kvinge Tvedt svarer på hendes vegne følgende:

»Jensens kostume var helt uproblematisk. Jeg tror, de fleste i Norge ser på det her som en helt ufarlig udklædningsfest. Nogen klædte sig ud som sørøvere, andre var supermand, cowboy eller indianer,« siger han.

Flere andre har også taget Siv Jensen i forsvar.

'At folk reagerer på dette billede er bare tragisk. Jeg ser intet galt med det,' skriver Instagrambrugere 'myrvold99', mens 'solveigsoyland' skriver:

'Typisk norsk at rase over et kostume, som man helt sikkert 1) selv har været iklædt, eller 2) har klædt sine egne børn ud i.'

Flere kendte har også taget politikeren i forsvar. Blandt andet den tidligere fodboldspiller Jan Åge Fjørtoft, som på Twitter skrev:

'Jeg vil gerne beklage, at jeg bad folk klæde sig ud til min 50-års fødselsdag. Det var ikke meningen at fornærme dem, der havde deres storhedstid i 80'erne'.

Til Nettavisen forklarer statssekretær Petter Kvinge Tvedt, at sagen har taget overhånd.

»Siv Jensen mener, at sagen er blevet helt afsporet. Hun har fået meget støtte på de sociale medier, og det forstår jeg godt. I Norge er der mange, som klæder sig ud som indianere, cowboys og sørøvere. Vi går til alt fra Bollywood-fester til toga-fester, hygger os, leger og ler. Det har absolut intet med latterliggørelse af minoriteter, urfolk eller andre grupper at gøre. I Norge er karneval og udklædningsfester fællesskab. Vi skænder paraderne og har glimt i øjet. Det her krænkelseshysteri fra USA har vi ikke brug for i Norge,« siger han.

Derudover ønsker finansministeren ikke at kommentere sagen yderligere, forklarer han.