Marta-Johanne Svendsen kunne høre kuglerne suse forbi og blev skudt i armen, da hun flygtede fra Breivik på Utøya. I dag vidnede hun mod massemorderen i retten.
Den 17-årige pige har lyst hår og talte i retten med en stemme, der lød lidt forpustet. Hun stod og talte med en veninde, da hun hørte de første skud på Utøya.- Vi begyndte at løbe. Alle græd, vi måtte følge efter de andre, fortalte Marta-Johanne Svendsen, der vidnede som tirsdagens første vidne i retssagen mod massemorderen Anders Breivik. Hun kunne mærke kuglerne suse forbi, mens hun løb.
- Så var der et eller andet, der ramte mig. På enden af teltpladsen følte jeg en vældig smerte, fortæller hun. Efter at have løbet noget tid, møder hun nogle personer fra Norsk Folkehjælp ved øens skolestue.
- Jeg tænkte, at alt var i orden nu. Nu var Norsk Folkehjælp der. De hjalp mig, og jeg blev hjulpet ind i et soverum. De sagde, jeg måtte lægge mig under en seng,.
Men mareridtet var langt fra slut. For pludselig kom massemorderen mod skolestuen.
- Folk var helt stille inde i stuen, men så hørte vi skud. Jeg husker ikke, hvor kraftigt, det var, men jeg husker, de kom nærmere og nærmere. Så blev det helt stille, fortalte den unge pige.
- Vi hørte kviste, der knækkede, vi hørte, at han gik bort. Det blev stille, så tog han i døren. Da hørte jeg mange skrige. Jeg hørte to skud, fortæller Marta-Johanne Svendsen.
Efter noget tid forlod massemorderen dog huset, og Marta- Johanne Svendsen blev liggende under sengen til det rigtige politi kom frem.
LÆS ALT OM RETSSAGEN MOD BREIVIK HER
Efter at politiet kom frem til øen, fik de overlevende unge endnu en skrækkelig oplevelse. De blev nødt til at gå forbi deres døde kammerater for at komme væk fra øen.
- Nede ved vandet lo der hvide ligposer. Der var vel 10. Der var mange, som fik et vældigt chok. Der var nogle, der skreg, fortæller Marta-Johanne Svendsen, der efter massakren havde svært ved at genoptage sin hverdag.
- Det værste var efter tre måneder. Jeg var vældig bange, jeg måtte skifte skole. Jeg var meget bange for, at det skulle ske igen. Jeg hørte lyden af skud. Jeg troede aldrig, det ville holde op, siger Marta-Johanne Svendsen, der tilføjer, at hun i dag har det ’godt nok’.
