En mystisk og ukendt lungesygdom er begyndt at brede sig blandt amerikanske brugere af e-cigaretter.

Fredag kunne de amerikanske sundhedsmyndigheder konstatere det første dødsfald nogensinde. Eksperterne er på bar bund, mens antallet af hovedsageligt unge, der bliver syge, vokser.

Dødsfaldet er tilsyneladende kulminationen på en mystisk bølge af sygdomme blandt brugere af e-cigaretter, som amerikanske myndigheder lige nu efterforsker, skriver Washington Post.

Der er mindst 193 tilfælde af den alvorlige lungesygdom i 22 forskellige stater. Mange af de ramte er teenagere og unge, rapporterer Centers for Disease Control i USA.

Der har været meget debat om e-cigaretter i Danmark. Modstandere er bekymrede, fordi vi ikke kender de langsigtede konsekvenser af brugen, mens fortalere argumentere for, at e-cigaretterne hjælper mange til at holde op med at ryge cigaretter.
Der har været meget debat om e-cigaretter i Danmark. Modstandere er bekymrede, fordi vi ikke kender de langsigtede konsekvenser af brugen, mens fortalere argumentere for, at e-cigaretterne hjælper mange til at holde op med at ryge cigaretter. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Bare i sidste uge er antallet af unge, der er blevet indlagt på grund af e-cigaret-relaterede lungesygdomme, fordoblet. Symptomerne er hoste, stakåndethed og træthed. Nogle oplever også opkast og diarre, og de syge har fået det værre og værre i dagene eller ugerne op til deres indlæggelse.

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder minder sygdomsforløbene om hinanden, men de kan endnu ikke svare på, hvad der er årsagen.

Det er altså ikke muligt at slå fast, om det er selve brugen af e-cigaretter, som gør folk syge, eller om det er nogle bestemte ingredienser i de væsker, som brugerne damper.

Et flertal af danskerne mener, at væsker til e-cigaretter med smag af slik og sodavand skal forbydes for at mindske brugen blandt børn og unge.
Et flertal af danskerne mener, at væsker til e-cigaretter med smag af slik og sodavand skal forbydes for at mindske brugen blandt børn og unge. Foto: MOHD RASFAN
Vis mere

Myndighederne rapporterer, at de syge både har indtaget væsker, de har købt færdigblandede, produkter med hash og væsker, de selv har blandet, og det er derfor svært at pege på en entydig årsag.

Ligesom i Danmark har e-cigaretter været populære i USA i årevis, og det undrer derfor de amerikanske myndigheder, hvorfor de pludselig ser en række alvorligt syge brugere.

»Der kan dog have været sager tidligere, som vi ikke har opdaget,« udtalte direktør for CDC's kontor for rygning og sundhed, Brian King, på et pressemøde.

De amerikanske sundhedsmyndigheder opfordrer folk, der oplever smerter i brystet eller åndedrætsbesvær efter at have dampet på e-cigaretter, til at søge lægehjælp med det samme.