Til at begynde med meldte hun sin mand savnet. Så sagde hun, at sønnen havde skudt og dræbt ham.

Nu har den amerikanske kvinde under retssagen mod hende indrømmet, at det var hende, der havde gjort det. Det var hende, der havde dræbt sin egen mand, som var leder af en lokal Ku Klux Klan-afdeling.

Det skriver BBC.

Frank Ancona blev for to år fundet skudt og dræbt nær en flod i delstaten Missouri i USA.

I dagene op til havde hans hustru – Malissa Ancona – meldt ham savnet, ligesom hun på sin Facebookprofil appellerede til, at han blev fundet.

Det viste sig dog, at det var hende selv, der havde slæbt mandens lig ud til floden, efter hun havde skudt ham i deres soveværelse.

Under afhøring forklarede hun oprindelig, at det var sønnen, Paul Jinkerson, der havde affyret skuddene, og hun havde indvilliget i at afgive forklaring mod ham.

Under retssagen fredag skiftede hun dog forklaring og erkendte i stedet, at det var hende, der havde udført drabet.

»Jeg affyrede begge de skud, der dræbte min ægtemand,« sagde Malissa Ancona ifølge lokalmediet St Louis Post-Dispatch, skriver BBC.

Hun indrømmede derefter, at hun havde gjort væggene i soveværelset rent og fjernet sengetøjet, før hun havde skaffet liget af vejen ved at efterlade det ved floden.

Under retssagen kom det frem, at manden forinden havde søgt om skilsmisse.

Malissa Ancona blev fredag idømt livstid bag tremmer.