»To personer tog af sted på turen, og kun en person vendte tilbage.«

Et naturreservat er lige nu et centralt omdrejningspunkt for en af tidens mest opsigtsvækkende forsvindingssager i USA.

Det skriver The Guardian.

Tilbage i juli kørte den 22-årige Gabrielle 'Gabby' Petito sammen med sin 23-årige forlovede, Brian Laundrie, af sted fra New York, hvor de oprindelig kom fra. Det var meningen, at de ville køre på tværs af landet, og efter planen skulle de nå Oregon på vestkysten til halloween i oktober.

Billedet her blev ifølge Gabbys Instagram taget på parrets første date.
Billedet her blev ifølge Gabbys Instagram taget på parrets første date. Foto: North Port Police
Vis mere

Men allerede 1. september dukkede Brian Laundrie op i North Port i delstaten Florida, hvor de nu bor. Uden Gabby.

Siden har han nægtet at mødes med politiet eller Gabbys familie for at svare på spørgsmål om, hvor hun er. Og for at gøre mysteriet endnu større, er han nu også forsvundet.

Hans forældre, som han havde opholdt sig hos, fortalte fredag, at de ikke havde set ham siden tirsdag. Men de meldte det først til sagens efterforskere tre dage senere.

Den unge mand er ikke sigtet i sagen, men han beskrives af politiet som 'en person af interesse'.

Lørdag tog sagen en ny drejning, da politiet, FBI og andre myndigheder begyndte at forsamles ved et naturreservat i Florida, Carlton Reserve i Sarasota-området. Årsagen er, at man mener, at Brian Laundrie kan være søgt derind:

'Hans familie har fortalt, at de mener, han gik ind i det område tidligere på ugen,' skriver North Port Police Department på Twitter.

I timerne efter begyndte der visse steder på nettet at florere rygter om, at der skulle være fundet et lig.

Men det afviser politiet. Kraftigt.

»Der er i øjeblikket falske meldinger om et lig fundet der, hvor vi leder. Det er komplet falsk,« oplyste politiet sent lørdag aften.

Her ses den savnede Gabby Petito.
Her ses den savnede Gabby Petito. Foto: FBI
Vis mere

Da nattemørket faldt over området, måtte man indstille eftersøgningen, men på Twitter oplyser North Port Police Department, at man vil genoptage eftersøgningen søndag.

»Det er intet fundet,« lød den seneste status.

Politiet har åbent fortalt om deres frustration over, at Brian Laundrie har nægtet at samarbejde:

'To personer tog af sted på turen, og kun en person vendte tilbage,' skrev politiinspektør Todd Garrison fra North Port blandt andet på Twitter – før det kom frem, at den 23-årige mand var forduftet.

Gabrielle 'Gabby' Petito og Brian Laundrie havde været sammen, siden de var børn i New York. Sammen flyttede de i 2019 til Florida for at bo med Brians forældre i North Port, der ligger lidt syd for Sarasota.

Sidste livstegn fra Gabby Petito på de sociale medier kom 25. august, hvor hun delte et billede.

Hun blev sidst set forlade et hotelværelse i Salt Lake City i delstaten Utah.

Nogle dage forinden var parret blevet standset af politiet, efter de havde haft et skænderi. Det kan du læse mere om i artiklen HER.