Mikhail Teplinsky er blevet storhyldet for sin indsats i Ukraine – nu er den højtstående russiske general blevet fjernet fra sine indflydelsesrige poster.

Det skyldes interne magtkampe allerøverst i det russiske hierarki.

Det mener både det britiske forsvarsministerium og tænketanken Institute for the Study of War at vide.

»Afskedigelsen af Teplinsky er sandsynligvis endnu et symptom på fortsatte splittelser inden for tophierarkiet i det russiske militær,« som det lyder i den seneste efterretning fra det britiske ministerium.

Det er ellers kun få måneder siden, at alt så anderledes lyst ud for Mikhail Teplinsky. Han var i november den direkte ansvarlige officer i tilbagetrækningen fra vestsiden af Dnepr, der blev rost internt i Rusland.

Nu er det slut for den 54-årige topofficer, der er blevet frataget sin rolle som »en af Ruslands vigtigste operationelle chefer i Ukraine«, ifølge det britiske udenrigsministerium.

Det lyder videre, at det er den russiske forsvarschef, Valerij Gerasimov – der for nylig er blevet indsat som øverste ansvarlige de russiske styrker i Ukraine – der »forsøger at påtvinge kampagnen sin personlige autoritet«.

Ifølge Institute for the Study of War er Mikhail Teplinsky ligeledes færdig som øverste chef for de russiske luftbårne styrker.

Valerij Gerasimov (th.) er praktisk talt at regne for Ruslands nummer tre. Her ses han med nummer et, præsident Vladimir Putin.
Valerij Gerasimov (th.) er praktisk talt at regne for Ruslands nummer tre. Her ses han med nummer et, præsident Vladimir Putin. Foto: SERGEI GUNEYEV
Vis mere

Det kom først frem i weekenden, hvor adskillige fremtrædende russiske militærbloggere skrev om hans afskedigelse – og i bloggermiljøet frembragte udskiftningen tilsyneladende hård kritik.

»Adskillige militærbloggere hævdede, at Teplinsky blev fyret af som følge af en uenighed med den russiske generalstab, hvilket sandsynligvis betyder, at det var med Valerij Gerasimov,« lyder det.

Uenigheden skulle angivelig dreje sig om brugen af faldskærmstropper i forbindelse med offensive operationer.

Institute for the Study of War spekulerer i, at det konkret skulle dreje sig om Bakhmut-området, hvor Valerij Gerasimov har ønsket at bruge faldskærmstropperne, mens Mikhail Teplinsky har modsat sig det ønske.

Og det ser altså ud til at have kostet ham jobbet, hvilket ifølge tænketanken er med til at udpensle de to militære fronter internt i det russiske forsvar: det konventionelt tænkende etablissement over for dem, der prøver at gå op mod institutionen – og som favoriseres af militærbloggerne.

»Gerasimov forsøger sandsynligvis at svække den indflydelsesrige 'luftbårne mafia', der længe har beskyttet de luftbårne tropper,« skriver Institute for the Study of War.

Det skulle være Oleg Makarevich, der i stedet er blevet ny øverste chef for de luftbårne styrker.