En gravid kvinde fra Ghana kom utilsigtet til at give sin baby en flyvende start på livet.

Kvinden var forleden om bord på et United Airlines-fly fra Ghana i Vestafrika til Texas i USA, da hun midt ude over Atlanten begyndte at gå i fødsel i godt ti kilometers flyvehøjde efter seks timers flyvning.

Den gravide kvinde havde egentlig termin i slutningen af februar, men den lille søn kunne åbenbart pludselig ikke vente længere på at se dagens lys.

Besætningen spurgte straks over flyets højttalere, om der var lægefaglige passagerer om bord, og det gav resultat.

Både en læge og en sygeplejerske tilbød ifølge medierne Travelnoire og Ekspressen deres assistance som fødselshjælpere, og også en stewardesse viste pludselig fine færdigheder som jordemoder.

På flyets 1. klasse-sektion blev der i hast indrettet fødestue, hvor det var nødvendigt at improvisere en del. Eksempelvis blev babyens navlestreng skåret over ved hjælp af tandtråd, da det af sikkerhedsgrunde ikke er tilladt at have sakse om bord på flyet.

Piloten på fødselsflyet overvejede på et tidspunkt at nødlande på Bermuda, men fødslen var så langt fremskreden, at den idé blev opgivet.

Den oprindelig planlagte flyvning til Dallas i Texas blev dog på grund af fødslen afbrudt af en mellemlanding i Washington, hvor ambulancepersonale stod klar til at modtage den nybagte mor og hendes velskabte søn.

De meldes begge at have det godt trods den usædvanlige fødsel.