Det gik grueligt galt, da en husbåd med 25 personer om bord søndag sejlede ud på søen Maggiore i Norditalien.

Hen på aftenen ramte et voldsomt stormvejr, der gjorde båden ustabil i en sådan grad, at den kæntrede og sank.

Fire personer omkom i forbindelse med ulykken, skriver den britiske avis The Guardian.

Ifølge de italienske myndigheder var husbåden om eftermiddagen stævnet ud fra byen Lisanza på trods af varsel om risiko for dårligt vejr.

Om bord befandt sig to besætningsmedlemmer og 23 passagerer, heriblandt en gruppe udenlandske turister, der fejrede en fødselsdagsfest.

En redningshelikopter i aktion på Maggioresøen. Foto: Twitter / Vigili del Fuoco
En redningshelikopter i aktion på Maggioresøen. Foto: Twitter / Vigili del Fuoco
Vis mere

Attilio Fontana, der er præsident i den italienske region Lombardiet, har udtalt, at kæntringen var forårsaget af en hvirvelvind.

Båden var 16 meter lang og blev lejet af turister, oplyser regionspræsidenten.

Ofrene omfatter en russisk statsborger, en israeler og to italienere.

Det lykkedes de overlevende passagerer at svømme i land eller blive samlet op af andre både i nærheden.

Der venter nu en efterforskning af ulykken. Den sunkne husbåd ligger dog på 15 meters dybde, og de italienske myndigheder planlægger derfor at hæve den op som led i efterforskningen.

Lago Maggiore, som ligger på sydsiden af Alperne, er den næststørste sø i Italien og et populært turistmål.