Det var noget af en opdagelse, en mand i Canada gjorde sig, da han søndag var ude at gå tur med sin hund. På turen fandt han nemlig en fod. Men hvad, der er mere uhyggeligt, er, at det ikke er første gang, at en fod i det område dukker op.

Det skriver flere medier, blandt andet New York Times.

Manden gik langs en strand i British Columbia, et område i sydvest-Canada, da han fandt foden, som var iført en vandrestøvle.

Foden er den 14. i rækken af fødder, der er dukket op på kysten i British Columbia siden 2007.

Og for 14. gang rejser den et spørgsmål om, hvem ejermanden er, og hvad der er sket. Spørgsmål der gennem årene har givet anledning til vilde gætterier.

Der er blandt andre folk, som tror, at fødderne kommer fra ofre af menneskehandlere, sindsforvirrede fodfetichister eller en seriemorder, som har parteret sine lig.

Selvmord og drukneuheld

Canadiske myndigheder har dog flere gange afvist de mange konspirationsteorier. Politiet og retsmedicinerne har nemlig i de fleste tilfælde fundet frem til ejermændene af de mange fødder samt dødsårsagerne.

Indtil videre har de forbundet fødderne til folk, der har begået selvmord, og folk der har været ude for uheld, hvor de enten er faldet i havet, eller svømmere der er blevet fanget af en stor bølge.

»Vi mener rimelig godt, at vi ved, hvad der er sket i hver sag,« sagde retsmedicineren Barb McLintock i 2016 ifølge The Washington Post.

Derudover understreger myndighederne også, at fødderne ikke er blevet skilt fra resten af kroppen på nogen form for makaber vis. Men at de derimod er blevet separeret helt naturligt som resultat af at have ligget i vandet, hvor sko har hjulpet til at bevare fødderne nogenlunde intakt. Hvilket også gælder for den fod, der blev fundet i weekenden.

Ni identificerede fødder

Det vides dog ikke, om foden er en højre eller venstre, eller om den passer med en af de 13 andre fødder, men politi vil forsøge at finde ejeren med DNA-undersøgelser.

Indtil videre har politiet kunne identificere ni fødder, hvoraf to af dem var fra den samme person. De fleste fødder tilhørte mænd, som både kom fra Canada og andre steder.

Eksempelvis blev der senest fundet en fod i december 2017, hvor politiet tilknyttede den til en 79-årig mand, der var forsvundet fra sit hjem i Washington, USA.

I 2012 fandt de foden fra en 65-årig fisker, der var druknet, efter hans båd væltede.

Her ses et kort over, hvor nogle af fødderne er blevet fundet.
Her ses et kort over, hvor nogle af fødderne er blevet fundet. Foto: British Columbia Coroners Service
Vis mere