Chelsea-spilleren John Terry råbte ikke racistiske ord efter en farvet modspiller under omstridt kamp sidste år, afgør domstol.

STORBRITANNIEN: Det var ikke racistiske ord, den engelske landsholdsspiller John Terry råbte efter Anton Ferdinand under en fodboldkamp sidste år.

Efter måneders heftig debat, som blandt andet fik Fabio Capello til at forlade jobbet som engelsk landstræner, blev John Terry fredag frikendt for racisme ved Westminster Magistrates Court i London. Det skriver The Guardian.

Ifølge anklagen råbte Chelsea-stjernen John Terry racistiske ord efter den farvede Queens Park Rangers-spiller, der ikke selv hørte tilråbet, men efter kampen blev gjort opmærksom på det via YouTube.

På tv-optagelserne er det svært at se, hvad der skete under den omstridte kamp, da en spiller blokerer tv-billedet, mens John Terry råber.

Sagen har allerede haft store konsekvenser i England. Tidligere på året fratog det engelske fodboldforbund John Terry hvervet som anfører for landsholdet, fordi man ikke mente, han kunne bære anførerbindet med værdighed, mens racismesagen kørte. Den beslutning var Fabio Capello dybt uenig i, og han kvitterede ved at forlade posten som landstræner få måneder før EM i fodbold.