Rudolf Bantle var 60 år, da han sammen med en flok venner tog turen fra Schweiz til Milano for 11 år siden for at overvære en kamp mellem hans favorithold Basel og Inter. Men en tur på toilettet under kampen ændrede alt for ham. I elleve år levede han på de italienske gader.

Da den italienske storklub førte med 4-1 med fem minutter tilbage af kampen på San Siro, valgte Rudolf Bantle at gå en tur på toilettet. Den beslutning endte med at få drastiske konsekvenser for den aldrende mand.

Efter at have forrettet sin nødtørft kunne Bantle ikke finde sine rejsekammerater igen.

Med bare 20 euro i kontanter i lommen og ingen mobiltelefon blev Rudolf Bantle forladt i gaderne i Milano. Der tilbragte han de næste 11 år af sit liv, mens han levede af gaver fra venlige lokale, der omtalte ham som 'den venlige schweiziske mand med den tyske accent'.

Det skriver Dagbladet.

Højt alkoholindtag hjalp mod kulden

Den schweiziske mand blev allerede meldt savnet i 2004, og han kom på politiets liste over savnede personer. Men fordi der ingen informationer fandtes om, hvor han befandt sig, blev sagen henlagt i 2011.

Læs også: Bryllup aflyst i sidste øjeblik: Så blev byens hjemløse inviteret på et festmåltid

Selv fortæller Bantle til den schweiziske avis Schweiz am Sonntag, at et højt alkoholindtag hjalp ham med at holde varmen i Milanos gader.

Samtidig blev han i kølvandet på Basels nederlag til Inter fan af rivalen Milan og fulgte med i holdets kampe på tv i de lokale spillekiosker.

En gruppe italienske studerende gav schweizeren tøj og penge, og de gav ham blandt andet også en Milan-trøje med brasilianske Kakas navn på ryggen.

Nægtede at rejse hjem

Egentlig blev Rudolf Bandtler på et tidspunkt genkendt og kontaktet af de schwieziske myndigheder, mens han levede på gaden, men på det tidspunkt nægtede han at rejse tilbage til sit hjemland.

Først da den nu 71-årige mand blev indlagt på sygehuset med et brækket lårben for nylig, indså han ifølge Schweiz am Sonntag, at det var på tide at vende hjem til Basel.

Det schweiziske medier skriver nu, at han har fået en plads på et plejehjem i sin hjemby.